Højesteret skærper beviskravene i transfer pricing: I BS-35371/2024-HJR frifandt retten EET Group, fordi TP-dokumentationen ikke var væsentligt mangelfuld, og Skatteministeriet ikke løftede beviset for, at salget til koncernselskaberne afveg fra armslængdevilkår.
Kernen i højesterets vurdering
Tvisten angik indkomstårene 2010-2012 og prisfastsættelsen ved varesalg til syv salgsselskaber. Myndighederne pegede særligt på Norge og Spanien og anvendte statistiske benchmarks, bl.a. interkvartile spænd, til at påvise afvigelser. Højesteret fastslog, at dokumentationen ikke var væsentligt mangelfuld, og at bevisbedømmelsen beror på en helhedsvurdering af virksomhedens aktiviteter, funktioner og risici. At nogle avancemarginaler lå uden for de midterste 50 procent var ikke tilstrækkeligt, særligt fordi sammenligningsgrundlaget var begrænset.
Hvad betyder dette for skatteprocesser?
Dette ændrer fundamentalt myndighedernes værktøjskasse i TP-sager: Virksomheder kan ikke stemples uden videre, fordi en benchmark viser spredning. Skattestyrelsen skal nu underbygge justeringer med konkrete forhold i den enkelte forretningsmodel. Som rådgiver bør du teste, om dokumentationen forklarer prislogikken, og om sammenlignelighedsanalyserne er robuste trods få comparables.
- Skønsmæssig forhøjelse forudsætter væsentlige mangler i TP-dokumentationen
- Statistiske beregninger og interkvartile spænd er kun indicier i bevisvurderingen
- Afvigelser fra benchmark kræver støtte i konkrete funktions- og risikoforhold
Landsretten nåede i det væsentlige samme resultat. Læs præmisserne her: Læs Højesterets afgørelse i sag BS-35371/2024-HJR (pdf) og Læs landsrettens afgørelse i sag BS-35371/2024-HJR i Domsdatabasen.
