Kendelsens hovedpunkter
Klagenævnet for Udbud gav Motorstyrelsen medhold i en klage om indkøb af nummerplader. Nævnet accepterede brugen af udbud med forhandling, godkendte et materiale-krav om aluminium uden “eller tilsvarende” og kvalificerede aftalen som en offentlig kontrakt – ikke en rammeaftale. Dermed blev alle tre centrale indsigelser fra klageren afvist.
Efter udbudsloven § 61, stk. 1, påhviler det ordregiver at godtgøre, at en procedure uden forhandling næppe vil føre til et tilfredsstillende resultat. Nævnet lagde vægt på en forudgående markedsdialog, et internt notat om en omfattende implementeringsperiode ved leverandørskifte og udbudsbetingelsernes formål med forhandlingsrunden. Særligt integrationen til Motorstyrelsens bestillingssystem og kontraktens risici gjorde en dialog nødvendig. Dokumentationen viste, at forhandling ikke blot var hensigtsmæssig, men påkrævet for at opnå et robust resultat.
Materialekrav og “eller tilsvarende”
Nævnet anerkendte, at kravet om, at nummerplader skulle bestå af en aluminiumsplade fremstillet af aluminiumsbånd, er en henvisning til et bestemt materiale omfattet af udbudsloven § 42. Udgangspunktet er, at sådanne henvisninger kan være konkurrencebegrænsende og derfor skal ledsages af “eller tilsvarende”.
Alligevel fandt nævnet kravet lovligt, fordi det udsprang af kontraktens genstand: En bindende national teknisk forskrift (cirkulære nr. 10705) foreskriver aluminium til nummerplader. Den bagvedliggende bestemmelse i udbudsdirektivet rummer to selvstændige undtagelser – manglende mulighed for tilstrækkelig præcis beskrivelse eller begrundelse i kontraktens genstand – og her var sidstnævnte opfyldt. EU-Domstolens sag C-424/23 (DYKA Plastics) ændrer ikke dette udfald; den dom angik materialer, som ikke er almindeligt tilgængelige, og begrænser ikke undtagelsen, når et retligt krav direkte foreskriver et bestemt materiale.
Kontrakt eller rammeaftale
Klagenævnet kvalificerede aftalen som en gensidigt bebyrdende offentlig kontrakt. Leverandøren fik fra kontraktstart opgaven med produktion og levering på fastlagte vilkår, og Motorstyrelsen var forpligtet til at købe alle nummerplader og relaterede ydelser hos leverandøren, der havde eksklusiv adgang til bestillingssystemet. At mængden varierer, og at bestillinger sker løbende, ændrer ikke klassifikationen, når vilkår og bestillingsproces er fastlagt, og der ikke sker fornyede tildelinger i løbetiden.
Praktisk viser kendelsen, at forhandling kan anvendes ved standardiserede varer, hvis kompleksitet og risici gør dialog nødvendig, at materialekrav uden “eller tilsvarende” kun accepteres, når de er retligt begrundet i kontraktens genstand, og at eksklusivitet og klare aftageforpligtelser taler for kontrakt – ikke rammeaftale. Kendelsen kan læses her: Klagenævnets afgørelse.
