Greenland proposes foreign direct investment screening regime
•

Greenland proposes foreign direct investment screening regime

Grønland indfører et bredt investeringsscreeningsregime med godkendelsespligt i følsomme sektorer og frivillig anmeldelse i øvrige. Reglerne dækker både ejerandele, kontraktuel kontrol og nye aktiviteter og får markant betydning for M&A, projekter og tidsplaner.

Grønland har genfremsat et lovforslag om screening af visse udenlandske investeringer, der vil indføre Grønlands første egentlige godkendelsesordning. Regimet har til formål at imødegå trusler mod national sikkerhed og offentlig orden og skal samtidig implementere forpligtelser i den treparts sikkerhedsaftale mellem Danmark, Grønland og USA. En bred vifte af investeringer i grønlandsk-domicilerede virksomheder samt igangsættelse af forretningsaktiviteter i Grønland vil fremover kunne kræve forudgående godkendelse, hvilket får væsentlig betydning for planlægning og eksekvering af M&A og projekter.

Nyt godkendelseskrav i særligt følsomme sektorer

Kernen i forslaget er en obligatorisk godkendelsesordning for investeringer i særligt følsomme sektorer. Uden for disse sektorer åbnes for frivillig anmeldelse, der kan give retlig klarhed og reducere risikoen for efterfølgende indgreb. Sikkerhedsaftalen forudsætter, at aktører fra lande uden for NATO- og EU-kredsen ikke kan opnå kontrol, betydelig indflydelse eller adgang til ikke-offentlige oplysninger i følsomme aktiviteter, medmindre myndighederne vurderer, at risikoen er fraværende.

De følsomme sektorer svarer i vidt omfang til de danske regler, men med grønlandske tilføjelser. Den nærmere afgrænsning sker i kommende bekendtgørelser, hvorfor projekter i berørte værdikæder bør risikoscreene tidligt i processen. Følgende områder fremhæves i forslaget:

  • Forsvar, IT-sikkerhed og behandling af klassificerede oplysninger.
  • Dual-use og andre kritiske teknologier, fx AI, kvante, rumfart, 3D-print og energilagring.
  • Kritisk infrastruktur, herunder energi, telekommunikation, transport, beredskab, kritiske råstoffer, drikkevand, finanssektoren, forskning og myndighedsudøvelse.
  • Mineralressourcer efter råstof- og mineralaktivitetslovgivningen.
  • Selvstyreejede selskaber og kommercielle vandkraftværker.

Omfang: investorer, transaktioner og aktiviteter

Screeningen retter sig mod udenlandske investorer, herunder fysiske personer uden dansk statsborgerskab eller uden længerevarende bopæl/fuld skattepligt i Grønland, selskaber uden for Grønland eller grønlandske selskaber under udenlandsk kontrol samt udenlandske offentlige myndigheder. Kontrolbegrebet omfatter både ejerandele og anden bestemmende indflydelse.

Ordningen omfatter erhvervelser af aktier og stemmerettigheder ved traditionelle tærskler (herunder omkring en fjerdedel, en tredjedel, halvdelen, to tredjedele og fuld kontrol). Derudover er funktionel kontrol via kontrakter og aktivhandler omfattet, fx gennem længerevarende finansiering, leasing, leverandør- og serviceaftaler. Forslaget går videre end de danske regler ved også at omfatte overtagelse eller igangsættelse af andre aktiviteter, der kan udgøre en sikkerhedsrisiko, herunder forskningssamarbejder, tilladelser og kontrol over fast ejendom på kritiske lokaliteter.

Myndighedsproces, vilkår og håndhævelse

Anmeldelser og ansøgninger indgives til Grønlands Selvstyre, som foretager en sikkerheds- og ordensmæssig vurdering. Godkendelse kan gives med vilkår, hvis risici kan imødegås, ellers kan investeringer forbydes. Myndighederne kan også nedlægge midlertidigt forbud under sagsbehandlingen eller meddele midlertidig tilladelse, hvis risikoen vurderes lav.

Uden for de følsomme sektorer kan investorer vælge frivillig anmeldelse. Uanmeldte investeringer kan tages op til undersøgelse i op til fem år efter gennemførelse, og findes der en trussel, kan der påbydes omgørelse. Overtrædelse af godkendelsespligten eller vilkår kan udløse påbud om afvikling, og efter anmodning kan Erhvervsstyrelsen suspendere stemmerettigheder i det berørte selskab, hvis påbud ikke efterkommes.

Tidsplan og konsekvenser for M&A og projekter

Lovforslaget forventes at træde i kraft 1. juli 2027 og gælde for investeringer gennemført efter denne dato. Inden ikrafttrædelsen må virksomheder forvente underliggende bekendtgørelser med sektorafgrænsning og proceskrav, som bør indarbejdes i interne politikker og projektstyring.

Praktisk indebærer regimet tidligere risikoscreening i due diligence, klarlægning af kontrolrettigheder, dataadgang og lokationsforhold, samt indarbejdelse af betingelser for myndighedsgodkendelse, passende long-stop og informationsforpligtelser. I ikke-følsomme sektorer kan frivillig anmeldelse anvendes som risikostyringsværktøj for at sikre forudsigelighed i transaktionstidsplanen.

Relaterede artikler

Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere - og holder dig foran.