Højesteret: ingen erstatningsansvar for forsinket kræftdiagnose
Højesteret frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen i en sag om forsinket diagnosticering af lungekræft. En røntgen fra 2013 blev fejlagtigt vurderet som normal, mens en ny undersøgelse i 2014 viste en stor tumor med spredning. Patienten fik alene godtgørelse for varigt mén for forringet overlevelsesprognose; spørgsmålet var, om forsinkelsen var årsag til dødsfaldet.
Med udgangspunkt i Retslægerådets svar lagde Højesteret til grund, at sygdommen mest sandsynligt allerede havde metastaseret i 2013, og at uhelbredelighed forelå uanset en rettidig operation. Dødsfaldet kunne derfor hverken med overvejende sandsynlighed eller med en vis større sandsynlighed tilskrives behandlingsforsinkelsen, selv om der var begået en klar diagnostisk fejl.
Beviskrav og kausalitet efter § 20
Efter lov om klage- og erstatningsadgang § 20 er det en betingelse for erstatning, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået ved korrekt behandling. Retspraksis åbner for, at en vis større sandsynlighed kan være tilstrækkelig, når en ansvarspådragende fejl øger risikoen for den indtrufne skade.
Højesteret understregede, at grænsen for dette lempede beviskrav beror på en konkret vurdering, herunder fejlens karakter og det medicinske bevisbillede. I den foreliggende sag var den nødvendige sandsynlighed ikke opfyldt, fordi de lægefaglige oplysninger pegede på uafvendelig sygdom allerede ved første undersøgelse.
Proces og betydning
Landsretten var nået til et andet resultat, men Højesteret ændrede afgørelsen og frifandt Ankenævnet. Dommen tydeliggør samspillet mellem lægefaglig sagkundskab og beviskrav ved forsinket diagnose og bekræfter, at en generel risikoøgning ikke i sig selv etablerer kausalitet.
Hele Højesterets dom kan læses hos domstolene her. Landsrettens og byrettens afgørelser findes i Domsdatabasen her og her.
