En jury i Los Angeles har pålagt to store platforme at betale 6 mio. dollars i erstatning for afhængighedsskabende appdesign. Afgørelsen gælder ikke i Danmark, men den peger på, hvordan ansvar for software kan bedømmes, når EU’s nye produktansvarsdirektiv implementeres.
Produktansvar for software og appdesign efter EU-reglerne
Det kommende direktiv udvider produktbegrebet til også at omfatte software og apps. Et produkt er defekt, hvis det ikke leverer den sikkerhed, som med rette kan forventes, og vurderingen skal tage højde for den tilsigtede eller forudsigelige brugergruppe, herunder børn og unge.
Psykisk skade sidestilles med personskade, når den er medicinsk anerkendt. Designfunktioner som infinite scroll, autoplay og aggressive push‑notifikationer kan derfor udløse produktansvar, hvis risici ikke er identificeret og kontrolleret. Se direktivteksten på EUR‑Lex her.
Beviskrav, oplysningspålæg og formodninger
Direktivet giver domstole mulighed for at pålægge virksomheder at udlevere tekniske data og intern dokumentation om produktets design, test og risikovurderinger. Manglende efterlevelse kan føre til en formodning for, at produktet er defekt, og dermed lette skadelidtes bevisbyrde.
Erfaringerne fra den amerikanske sag viser, at interne studier, ekspertforklaringer og kommunikation om afhængighedsskabende elementer kan være centrale beviser. Med de nye bevislettelser forventes netop sådant materiale lettere at blive inddraget i danske sager.
Interesseret i forvaltningsret? Deltag i Forvaltningskonferencen 2026
Læs mere her →Skillelinjen mellem designansvar og indholdsansvar
Et centralt perspektiv er adskillelsen mellem design og indhold. Krav kan målrettes produktets arkitektur og brugeroplevelse uden at involvere spørgsmål om redaktionelt indhold eller ytringsfrihed. Denne sondring harmonerer med EU-rettens fokus på produktets sikkerhedsegenskaber.
For virksomheder betyder det, at designbeslutninger bør dokumenteres og risikovurderes på linje med fysiske produkters sikkerhed. Sikkerhed by design, alderspasset UX, afbødningsforanstaltninger og gennemsigtighed omkring notifikations- og anbefalingsmekanismer bliver væsentlige compliance-parametre.
Følgende tiltag bør prioriteres allerede nu for at stå stærkt ved kommende krav og eventuelle tvister:
- Etabler en systematisk risikokortlægning af designfunktioner, der påvirker brugernes adfærd, særligt for børn og unge.
- Opsæt governance, logging og dokumentationspraksis, så interne vurderinger og designbeslutninger kan fremlægges og forklares.
- Indfør løbende sikkerheds- og effektmonitorering ved softwareopdateringer, og justér design, hvor risikoprofilen ændres.