Kommunen frifundet for krænkelse af EMRK artikel 3
En byretsdom frifinder en kommune for ansvar i en sag, hvor fire børn krævede godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter langvarige overgreb begået af deres mor. Kravet var støttet på EMRK artikel 3 og princippet i erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1. Retten lagde til grund, at overgrebene var omfattet af artikel 3, men fandt, at kommunen hverken vidste eller burde have vidst, at der forelå en aktuel og påregnelig risiko for overgreb før 2020, og at kommunen herefter udviste rimelige foranstaltninger.
Den retlige ramme blev afgrænset til, om myndigheden havde positiv forpligtelse til at forebygge overgreb, når der forelå viden eller burde-viden om risiko, og om kommunen tilsidesatte denne ved ikke at handle tilstrækkeligt. Retten foretog en culpavurdering, herunder krav til bevis for kausalitet og påregnelighed.
Underretninger, undersøgelser og kommunens tiltag
Underretninger før 2018 udtrykte generelle bekymringer om trivsel og samvær, men ikke konkrete oplysninger om vold. Kommunens børnesamtaler og indhentede udtalelser fra skole og daginstitutioner var konsistente og positive, og børnefaglige undersøgelser fandt ikke behov for særlig støtte. Retten fandt ingen indikationer på overgreb, som burde have udløst mere indgribende tiltag på dette tidspunkt.
I 2018 modtog kommunen en anonym underretning om mulig vold uden konkrete detaljer. Den blev efterprøvet gennem nye samtaler og oplysninger, som ikke underbyggede mistanke. Først i juli–august 2020 kom en konkretiseret underretning fra en borger og dernæst en detaljeret henvendelse fra den ældste datter. Kommunen indgav politianmeldelse den 26. august 2020; moderen blev anholdt i november, og de hjemmeboende børn blev anbragt med samtykke.
Retten tillagde vægt, at moderen systematisk instruerede børnene og opretholdt en overbevisende facade over for omgivelserne, hvilket svækkede mulighederne for at afsløre forholdene tidligere. Selv yderligere foranstaltninger ville næppe have afdækket overgreb, så længe børnene boede hjemme og frygtede at skulle tilbage.
På den baggrund forelå hverken grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om manglende akut risiko i efteråret 2020 eller for at konstatere EMRK-krænkelse.
Følgende vurderingspunkter var afgørende i dommen:
- Viden eller burde-viden hos myndigheden om en konkret og påregnelig risiko for overgreb.
- Rimelige og proportionale bestræbelser for at forebygge overgreb.
- Krav om kausalitet og påregnelighed mellem eventuelle forsømmelser og fortsatte overgreb.
- Solid dokumentation gennem notat- og journaliseringspligt.
Praksisperspektiv og implikationer
Dommen føjer sig til praksis om myndigheders positive forpligtelser, i tråd med Højesteretsdommen UfR 2018.2013 H, EMD’s Z mod UK samt UfR 2022.2084 V. Retten anvender en vurdering tæt på klassisk culpa i dansk erstatningsret: Kun når myndigheden vidste eller burde vide, og alligevel undlader rimelige skridt, kan artikel 3-krænkelse konstateres.
For kommuner understreger afgørelsen betydningen af systematisk sagsoplysning, tværsektorielt samarbejde og løbende vurdering af akut risiko. Sagen viser, at veldokumenterede sagsskridt og en konsistent beviskæde er centrale for at modstå ansvarspåstande. Retten i Odense har offentliggjort en pressemeddelelse om dommen, som kan tilgås på domstolenes hjemmeside.
