Centrale beviskrav og retsvirkninger
Afvisning af forsikringsdækning står og falder ofte med, hvilke risikooplysninger forsikringstageren har afgivet ved tegningen, og hvad selskabet kan bevise om et hypotetisk aftaleforløb. Reglerne findes i forsikringsaftaleloven, bl.a. §§ 4–10, samt § 45 om fareforøgelse. Se forsikringsaftaleloven.
En principiel sag ved Østre Landsret illustrerer beviskravene: Et selskab opsagde en global industriforsikring under henvisning til urigtige oplysninger i udbudsmaterialet. Landsretten fandt, at der ikke var ført bevis for fejl i oplysningerne, og opsigelsen var derfor uberettiget. Forsikringstageren fik tilkendt erstatning for udgifter til ny police, rådgivning og ekstra foranstaltninger, i alt 5,6 mio. kr.
Praksis viser, at selskabet skal dokumentere både hvilke oplysninger der faktisk blev lagt til grund, at de var urigtige, og hvordan korrekte oplysninger ville have påvirket vilkår, sum og præmie. Sælger man komplekse dækninger eller paraplypolicer, bør parterne derfor sikre sporbar kommunikation og klar dokumentation.
Urigtige risikooplysninger og FAL §§ 4–10
Svig medfører som udgangspunkt, at selskabet ikke er bundet af aftalen, jf. FAL § 4. God tro på tegningstidspunktet udløser derimod fuld dækning, jf. § 5. I mellempositionen – hvor oplysninger er urigtige ved simpel uagtsomhed – regulerer § 6 virkningerne. § 9 afskærer selskabet fra at påberåbe urigtige oplysninger, som det kendte eller burde kende. Svigbegrebet i FAL adskiller sig fra aftalerettens svig, jf. aftaleloven § 30.
Efter FAL § 6, stk. 1, kan aftalen anses som en nullitet, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Der forelå urigtige oplysninger ved indgåelsen.
- Urigtigheden kan tilregnes forsikringstageren som forsætlig eller uagtsom.
- Oplysningen havde betydning for selskabets risikobedømmelse.
Er betingelserne opfyldt, stilles parterne som om aftalen aldrig var indgået. Er de ikke opfyldt, kan § 6, stk. 2, føre til pro rata-nedsættelse: Erstatningen reduceres forholdsmæssigt efter forholdet mellem den aftalte præmie og den præmie, der ville være opkrævet ved korrekte oplysninger. Selskabet bærer bevisbyrden for, at forsikringen ville være tegnet på andre vilkår, og for de konkrete alternative præmie- og vilkårsforudsætninger – ikke blot en generel antagelse.
I praksis kræver dette et kædebevis: indholdet af oplysningsgrundlaget, urigtigheden og dens relevans, samt et kvalificeret bevis for den hypotetiske aftale. Mangler et led, kan hverken nullitet eller pro rata-nedsættelse bære.
Ændrede risikoforhold og fareforøgelse
Efter aftaleindgåelsen kan virksomheden ændre brugen af det forsikrede, så risikoen skærpes. Ved væsentlig fareforøgelse uden selskabets samtykke kan dækningen afskæres, jf. FAL § 45. I en byretssag om en lagerbygning gav et mindre autoværksted i ejendommen – hvor branden opstod – anledning til frifindelse af selskabet, fordi brandrisikoen var markant højere end forudsat, og dækning ikke ville være tilbudt på samme vilkår.
Virksomheder bør løbende opdatere forsikringsselskabet om væsentlige ændringer i aktivitet, processer og indretning, herunder brand- og driftstabsrisici. Brug af mægler eller rådgiver kan understøtte korrekt risikobeskrivelse, men ansvaret for rigtigheden af oplysningerne ligger hos forsikringstageren.
For at reducere tvister anbefales faste interne procedurer for risikodata, versionering af udbudsmateriale og hurtig skriftlig kommunikation ved ændringer. Det styrker både tegning, genforsikring og skadesafvikling – og stiller parterne bedre, hvis bevisbyrden skal løftes i retten.
