EU-Domstolen har underkendt italienske regler, som pålagde udenlandske udbydere af onlineplatforme og søgemaskiner at registrere sig i et nationalt register, afgive omfattende oplysninger og betale gebyr til AGCOM. Kravene stred mod e-handelsdirektivets hjemlandsprincip i artikel 3, fordi de indførte yderligere forpligtelser for udbydere etableret i andre medlemsstater.
Hjemlandsprincippet i e-handelsdirektivets artikel 3
Hjemlandstilsyn indebærer, at udbydere af informationssamfundstjenester primært er underlagt reglerne i etableringsmedlemsstaten. Modtagerstater må som udgangspunkt ikke indføre parallelle krav på det koordinerede område, der omfatter betingelser for at påbegynde og udøve digitale tjenester.
Direktivet rummer en snæver undtagelse i artikel 3, stk. 4, som kræver målrettede indgreb mod en bestemt tjeneste, legitime formål som fx folkesundhed, samt forudgående underretning af etableringsstaten. Generelle, abstrakte krav rettet mod alle udbydere opfylder ikke disse betingelser.
Afvisning af Italiens registrerings- og gebyrkrav
Domstolen afviste Italiens argument om, at reglerne lå uden for det koordinerede område, fordi tjenesterne kunne udbydes uden forudgående godkendelse. Selvom der ikke krævedes tilladelse, var registrerings-, oplysnings- og gebyrpligterne reelle ekstra betingelser for lovligt at udbyde tjenester i Italien og dermed en begrænsning af fri bevægelighed.
Italien kunne heller ikke støtte sig på P2B-forordningen (forordning 2019/1150). Forordningen ændrer ikke e-handelsdirektivets systematik, og nationale regler, der implementerer P2B, kan kun begrundes, hvis de selv forfølger de legitime mål nævnt i artikel 3, stk. 4 – hvilket de italienske krav ikke gjorde.
Praksis og konsekvenser for national regulering
Afgørelsen ligger i forlængelse af C-390/18 og C-376/22, hvor Domstolen understregede, at indgreb skal være målrettede og forudgås af underretning til etableringsstaten. Generel og abstrakt regulering, der begrænser grænseoverskridende digitale tjenester, er uforenelig med direktivet.
For virksomheder betyder afgørelsen, at compliance primært skal styres efter hjemlandets regler, mens nationale værter kun undtagelsesvis kan gribe ind. Myndigheder bør fokusere på samarbejde med etableringsstaten og bruge målrettede, nødvendige indgreb. Læs afgørelsen hos EU-Domstolen på curia.europa.eu.
