Højesteret fastslog, at en privat dna-erklæring, der peger på en anden genetisk far, ikke automatisk medfører genoptagelse af en faderskabssag. Det afgørende er en samlet konkret afvejning, hvor hensynet til barnets bedste og stabilitet vejer tungt. I den foreliggende sag blev genoptagelse afvist for at sikre barnets fortsatte tilknytning til den juridiske far.
Højesterets afvejning
Retten lagde til grund, at dna-erklæringen var en ny oplysning, som i princippet kunne ændre sagens resultat ved en genoptagelse. Alligevel er genetisk bevis ikke i sig selv tilstrækkeligt. Der skal balanceres mellem at registrere den genetiske far og at bevare den etablerede omsorgs- og tilknytningsrelation for barnet.
Barnet havde siden fødslen haft relation til den juridiske far, som fortsatte samvær efter samlivsophævelsen. Samtidig havde barnet fra et senere tidspunkt haft samvær med den genetiske far, som moderen også havde accepteret. Under hensyn til kontinuitet og tilknytning fandt Højesteret, at barnets bedste talte imod genoptagelse.
Sagsforløb og proces
Barnet blev registreret med juridisk far på baggrund af en ansvars- og omsorgserklæring. Moderen fik først afslag på genoptagelse hos Familieretshuset og senere i familieretten. Efter en privat dna-test anmodede både moderen og den påståede genetiske far igen om genoptagelse. Familieretten imødekom moderens anmodning, men landsretten afslog genoptagelse.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse efter en samlet konkret vurdering med afgørende vægt på barnets bedste og behov for stabilitet. Kendelsen vedrører sagerne BS-23819/2024-HJR og BS-24000/2024-HJR. Læs kendelsen på domstol.dk: Højesterets kendelse.
