Højesteret har præciseret, at afgørelser fra familieretten om samvær og/eller anden kontakt efter forældreansvarsloven er omfattet af ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. Anke til landsretten kræver derfor Procesbevillingsnævnets tilladelse, når dommen alene vedrører kontaktspørgsmål. I den konkrete sag skulle landsretten have afvist anken, da tilladelse ikke forelå.
Betydning for praksis
Afgørelsen afklarer, at kravet om anketilladelse gælder uanset, om familieretten har truffet afgørelse om samvær efter forældreansvarsloven § 19 eller § 20 a, om anden kontakt efter § 22 eller § 20 a, eller om begge dele. Det afgørende er, at dommen isoleret angår kontakt mellem barnet og forælderen, ikke andre familieretlige spørgsmål.
Højesteret fremhæver samtidig, at Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse efter § 453, stk. 2, både i principielle sager og når særlige grunde taler herfor. Kendelsen styrker retssikkerheden ved at skabe klarhed om appeladgangen i samværs- og kontaktssager og vil medføre, at tvister om kontakt typisk må søges prøvet via anketilladelse. Læs Højesterets afgørelse på domstol.dk.
Afgørelsen fra Højesteret. Landsrettens afgørelse i Domsdatabasen. Byrettens afgørelse i Domsdatabasen.
