Højesteret har præciseret, at afgørelser fra familieretten om samvær og/eller anden kontakt efter forældreansvarsloven er omfattet af ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. Anke til landsretten kræver derfor Procesbevillingsnævnets tilladelse, når dommen alene vedrører kontaktspørgsmål. I den konkrete sag skulle landsretten have afvist anken, da tilladelse ikke forelå.
Lær at løse andres konflikter på effektivt kursus i mediation
Læs mere her →Betydning for praksis
Afgørelsen afklarer, at kravet om anketilladelse gælder uanset, om familieretten har truffet afgørelse om samvær efter forældreansvarsloven § 19 eller § 20 a, om anden kontakt efter § 22 eller § 20 a, eller om begge dele. Det afgørende er, at dommen isoleret angår kontakt mellem barnet og forælderen, ikke andre familieretlige spørgsmål.
Højesteret fremhæver samtidig, at Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse efter § 453, stk. 2, både i principielle sager og når særlige grunde taler herfor. Kendelsen styrker retssikkerheden ved at skabe klarhed om appeladgangen i samværs- og kontaktssager og vil medføre, at tvister om kontakt typisk må søges prøvet via anketilladelse. Læs Højesterets afgørelse på domstol.dk.
Afgørelsen fra Højesteret. Landsrettens afgørelse i Domsdatabasen. Byrettens afgørelse i Domsdatabasen.
