Højesteret tillagde M eneforældremyndigheden over B og afslog at fastsætte samvær med A, som ikke er retlig eller biologisk far, men havde delt forældremyndighed efter aftale. Afgørelsen beror på en samlet vurdering af barnets bedste og en analog anvendelse af forældreansvarsloven.
Retsgrundlag og forældremyndighed
Spørgsmålet om forældremyndighed blev afgjort efter forældreansvarsloven § 14, stk. 2, jf. § 11, anvendt analogt, fordi A ikke er retlig forælder, men fik del i forældremyndigheden ved en aftale godkendt af Familieretshuset. Den fælles forældremyndighed blev ophævet efter § 11, 2. pkt., og begge parter blev anset som egnede til at varetage omsorgen.
Ved vægtningen lagde Højesteret bl.a. til grund, at M uberettiget havde hindret kontakt, og at B havde været udsat for forældrefremmedgørelse, mens A havde bedst samarbejdsevne. Alligevel talte den stærke tilknytning til M, hendes rolle som gennemgående primær omsorgsperson samt B’s aktuelle bolig og skolegang i Mexico for, at M skulle have myndigheden. A’s manglende retlige og biologiske forældreskab indgik som moment. Spørgsmålet om bopæl bortfaldt herefter.
Samvær
Samvær blev vurderet efter forældreansvarsloven § 19, jf. § 21, ligeledes analogt. På nuværende tidspunkt fandt Højesteret, at fastsættelse af samvær med A ikke er i B’s bedste interesse, bl.a. henset til længerevarende kontaktafbrydelse og barnets etablerede hverdag i udlandet.
Afgørelsen viser, at primær tilknytning, kontinuitet og faktisk omsorgsforløb kan få afgørende vægt, selv når modparten har bedre samarbejdsevne, og at aftalebaseret fælles forældremyndighed for en ikke-retlig forælder ikke automatisk udløser samvær. Læs Højesterets dom her: BS-2041/2025-HJR. Se også landsrettens afgørelse og byrettens afgørelse.
