Det centrale spørgsmål er, om en ægtefælle ensidigt kan gøre en gave til modtagerens særeje efter ÆFL § 23, eller om der kræves ægtepagt. På baggrund af ordlyd, forarbejder og hensynet til klare rammer for arvinger taler mest for, at særeje ved gaver mellem ægtefæller bør etableres i en tinglyst ægtepagt. Uden ægtepagt risikerer parterne, at særejet ikke anses for gyldigt, hvilket kan få betydning ved både skilsmisse og dødsfald.
Retsgrundlaget for særeje ved gaver mellem ægtefæller
ÆFL § 23 giver som udgangspunkt gavegiver mulighed for at bestemme særeje for modtageren. Historisk var det dog klart, at kun tredjemand kunne pålægge særeje ved gave, ikke ægtefællerne indbyrdes. Lovreformen i 2018 ændrede ordlyden til “gavegiver” uden at tage direkte stilling til ægtefællers indbyrdes gaver, hvilket har skabt faglig uenighed.
Sondringen mellem arv og boslod er central: En testamentarisk særejebestemmelse kan omfatte arv til den længstlevende, men ikke boslod, der ikke er arv i juridisk forstand. Konsekvensen er, at valget af særejemekanisme påvirker både delingen ved separation/skilsmisse og fordelingen ved dødsfald.
Fire veje til særeje og formkrav
Særeje kan tilvejebringes på fire måder:
- Ægtepagt mellem (kommende) ægtefæller inden for rammerne af ÆFL, særligt § 12.
- Testamentarisk bestemmelse om særeje for arving, jf. ÆFL § 23.
- Begunstigelser/testamente vedrørende forsikring og pension efter forsikringsaftaleloven og pensionsopsparingsloven.
- Gave med særejebestemmelse truffet af gavegiver, jf. ÆFL § 23.
Siden 2018 kræves der ikke længere ægtepagt for selve gyldigheden af gaver mellem ægtefæller. Det ændrer imidlertid ikke behovet for klarhed om særejebestemmelsen: Spørgsmålet er, om særejestatus kan følge af en ensidig gavevilkårserklæring, eller om den skal fremgå af en fælles og tinglyst ægtepagt for at være gyldig og modstandsdygtig.
Uenigheden efter ÆFL § 23 og betydningen af gavebrev
I teorien peger nogle på ordlydens åbning for “gavegiver” som argument for, at også en ægtefælle kan pålægge særeje ensidigt. Andre vægter forarbejdernes historik, retsklarhed og beskyttelsen af arvinger og mener, at ægtefællernes indbyrdes særeje bør kræve ægtepagt. Retssikkerhedshensyn taler for sidstnævnte.
Et gavebrev kan styrke beviset for gavens vilkår, men kan næppe erstatte ægtepagtskravet, hvis domstolene måtte kræve tinglysning for at tillægge særejebestemmelsen gyldighed inter partes og over for tredjemand. Risikoen er derfor, at en ensidig særejebestemmelse i et gavebrev tilsidesættes.
Praktiske konsekvenser og anbefalinger for rådgivning
Har ægtefæller et legitimt ønske om at holde en gave uden for delingsformuen ved separation/skilsmisse eller at styre arveretlige virkninger ved død, er den sikreste vej at etablere særeje ved en gyldig og tinglyst ægtepagt. Det skaber forudsigelighed for parterne og deres livsarvinger.
Undlades ægtepagt, og viser det sig, at en sådan er påkrævet, er konsekvensen sandsynligvis, at særejet ikke anses for gyldigt etableret. Indtil der foreligger klar domstolspraksis, må bedste praksis derfor være konsekvent at anvende tinglyst ægtepagt til særeje ved gaver mellem ægtefæller.
