Højesteret har fastslået, at offentlige hospitalers brug af tv udgør overføring til almenheden og dermed kræver licens og betaling af rimeligt vederlag. Region Midtjylland blev pålagt at betale 4.000.000 kr. i skønsmæssigt fastsat vederlag for perioden efter opsigelsen af en tidligere hospitalsaftale, hvilket er en markant nedsættelse i forhold til landsrettens 10.000.000 kr.
Retsgrundlag og vurdering af overføring
Retten lagde EU-retten til grund, herunder infosoc-direktivets artikel 3, og EU-Domstolens kriterier for kommunikation til offentligheden. Hospitalernes tv-brug rettede sig mod et ubestemt og betydeligt antal modtagere, når der løbende opholder sig patienter, besøgende og personale. Desuden blev der tale om et nyt publikum, da rettighedshaverne ikke kan antages at have medregnet hospitalsmiljøet, da tilladelsen til tv-udsendelse oprindeligt blev givet.
At brugen ikke skete med vinding for øje, ændrede ikke kvalifikationen. Højesteret stadfæstede således, at der forelå en ophavsretlig overføring til almenheden efter ophavsretslovens § 2, stk. 4, nr. 1.
Fastlæggelse af rimeligt vederlag
Ved vederlaget fandt Højesteret, at den opsagte hospitalsaftales pris ikke kunne dokumentere et sædvanligt niveau, bl.a. fordi aftalen var den første og eneste af sin art, og fordi regionen havde opsagt den under henvisning til et for højt prisniveau. Da Copydan ikke påviste et sædvanligt vederlag, måtte beløbet fastsættes skønsmæssigt.
Retten inddrog bl.a. antallet af tv-skærme, at mange hospitaler kun havde adgang til færre kanaler end forudsat i kravet, den ikke-kommercielle kontekst samt, at der i hovedparten af EU/EØS-landene ikke opkræves vederlag for tv på offentlige hospitaler, og at de nordiske sammenligningspriser lå lavere. På den baggrund blev vederlaget fastsat til 4.000.000 kr.
Konsekvenser for praksis
Dommen understreger, at offentlige institutioner, der stiller tv til rådighed for et bredt og skiftende publikum, skal sikre passende licensdækning. Manglende standardpriser kan føre til skønsmæssig fastsættelse, hvor brugens omfang og kontekst er centrale momenter.
Institutioner bør dokumentere faktiske forhold som skærmantal, kanaltilbud og brugsscenarier samt indgå klare licensaftaler, så retsstillingen og vederlagsniveauet kan forudsiges og eventuelle tvister undgås.
