Højesteret har fastslået, at beslutningerne om fortsat tilbageholdelse af en sigtet i Grønland med henblik på udlevering til Japan var lovlige. Retten præciserede, at domstolene ved anmodninger om tilbageholdelse i udleveringssager skal foretage en foreløbig prøvelse af, om betingelserne for udlevering umiddelbart synes opfyldt, og samtidig vurdere, om kravene til tilbageholdelse efter den grønlandske retsplejelov er til stede. Prøvelsen skal ske under hensyn til, at den endelige afgørelse om udlevering træffes af Justitsministeriet.
Retligt grundlag og rammer for prøvelsen
Udleveringsanmodninger fra Grønland til Japan behandles efter udleveringsloven, der gælder i Grønland med de afvigelser, som følger af den grønlandske retsplejelov. Efter udleveringslovens § 13 kan der for at sikre udlevering anvendes de tvangsindgreb, som retsplejeloven hjemler i tilsvarende sager. Højesteret lagde til grund, at tilbageholdelse kunne ske efter retsplejelovens § 359, stk. 1, nr. 1, litra a, og nr. 2, litra a, hvis de almindelige betingelser var opfyldt.
Forarbejderne til § 13 fremhæver, at iværksættelse af kriminalprocessuelle tvangsindgreb indebærer en begrænset domstolsprøvelse af udleveringsgrundlaget. En udenlandsk arrest- eller fængslingsbeslutning kan som udgangspunkt lægges til grund uden en nærmere skyldvurdering, medmindre særlige omstændigheder tyder på, at sigtelsen savner bevismæssigt fundament. Den fulde prøvelse af udleveringsbetingelserne sker først efter politiets undersøgelse og Justitsministeriets afgørelse.
As baggrund bemærkede Højesteret, at den pågældende blev anholdt i Nuuk på grundlag af en international arrestordre og fremstillet i grundlovsforhør samme dag. Udlevering blev formelt anmodet kort efter, og tilbageholdelsen blev løbende prøvet af domstolene, mens Justitsministeriet behandlede udleveringssagen, indtil ministeren senere afslog udlevering og personen blev løsladt.
Prøvelsesintensitet og rettigheder
Højesteret slog fast, at retten ved tilbageholdelse i udleveringssager både skal tage stilling til tilbageholdelsesgrundene og foretage en foreløbig vurdering af udleveringsbetingelserne. Er betingelserne åbenbart ikke opfyldt, kan der ikke ske tilbageholdelse. Den sigtede og forsvareren har ret til kontradiktion og bevisførelse forud for afgørelsen, men retten kan afskære beviser uden betydning for spørgsmålet om tilbageholdelse, jf. retsplejelovens § 463.
Den gennemførte prøvelse opfyldte kravene i EMRK artikel 5 om lovlighed og effektiv domstolskontrol af frihedsberøvelse. T havde adgang til at udtale sig, og Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte underinstansernes skøn over, hvilke beviser der var relevante for vurderingen af, om betingelserne var opfyldt.
Proportionalitet og sagsfremme
Efter proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 359, stk. 3, må tilbageholdelsen ikke vare længere end nødvendigt. Vurderingen beror blandt andet på de forhold, udleveringsanmodningen angår, herunder karakter og grovhed. Retten skal løbende sikre, at frihedsindgrebet fortsat er begrundet i formålet om at sikre udleveringen.
Højesteret fandt, at Justitsministeriets behandling af sagen var fremmet på rimelig måde, og at den samlede varighed af tilbageholdelsen ikke var uproportional. At ministeren efterfølgende besluttede ikke at udlevere den pågældende, ændrede ikke ved, at betingelserne for tilbageholdelse var opfyldt i den relevante periode.
Samlet viser kendelsen rammen for domstolenes foreløbige prøvelse i udleveringssager: en afbalancering mellem effektiv international retshjælp og beskyttelsen af frihedsrettigheder. Kendelsen kan læses i sin helhed på Højesterets hjemmeside her og i grønlandsk version her.
