EU's politiske aftale om FAIF-direktivet II (AIFMD II) skærper rammerne for forvaltere af alternative investeringsfonde. Aftalen fastholder centrale elementer fra Kommissionens forslag, men justerer flere nøgletiltag, særligt for delegation, låneudstedende AIF’er, likviditetsstyring og depositarer.
Delegation og substans
På delegationsområdet er kravet om særskilt underretning til ESMA ved væsentlig delegation uden for EU droppet. Til gengæld udvides oplysningerne i ansøgningsmaterialet ved delegationstilladelse, så tilsynet får et mere detaljeret beslutningsgrundlag.
Minimumsubstanskravet består uændret: en FAIF skal have reel tilstedeværelse i EU og kan ikke fungere som et tomt postkasseselskab. Kravet indebærer bl.a. bemanding med relevante fuldtidsressourcer i EU og gælder både ved tilladelse og den efterfølgende drift.
Låneudstedende AIF’er
Aftalen bekræfter forbud mod investeringsstrategier, der alene sigter mod at udstede og straks overføre lån til tredjemand (originate to distribute). Forvaltere, der udsteder lån, skal have robuste politikker for kreditrisikovurdering og porteføljestyring. Kravene lempes, når låntager er kapitalejer i fonden, og eksponeringen er moderat.
Der indføres desuden et særskilt diversifikationskrav, hvis låntageren er en AIF eller en UCITS, så eksponeringen mod én låntager begrænses. Kravet gælder ikke for andre låntagere.
Likviditetsstyring og investoroplysning
Låneudstedende AIF’er skal som udgangspunkt have lukket struktur, medmindre forvalteren dokumenterer et passende likviditetsrisikostyringssystem over for national tilsynsmyndighed. Den tidligere undtagelse baseret på lavere aktiver er fjernet. ESMA forventes at udarbejde tekniske standarder for vurderingen.
For åbne fonde skal forvalteren vælge mindst to værktøjer fra direktivets liste over likviditetsstyringsværktøjer og fastsætte klare politikker for aktivering og deaktivering. Visse værktøjer forudsætter underretning af tilsynet. Oplysning om valgte værktøjer bliver en del af investorinformationen efter artikel 23, stk. 1, som i Danmark er implementeret i § 62.
Depositarer, tredjelande og proces
Lokationskravet for depositarer kan fraviges på markeder med utilstrækkelig kapacitet, men tærsklen for at anvende undtagelsen hæves, så dispensationsadgangen bliver snævrere. Formålet er at balancere markedstilgang med investorrettigheder og tilsyn.
For markedsføring fra tredjelande opretholdes ordningen efter artikel 36 og 42, men sortlisten ændres: fokus flyttes fra FATF’s liste til EU’s egen vurdering af højrisikolande efter hvidvaskreglerne samt EU-Rådets liste over skatteretligt usamarbejdsvillige jurisdiktioner.
Trilogforhandlingerne sigter mod endelig ordlyd snarest. Ikrafttrædelse forventes i 2025, hvorefter medlemsstaterne får 24 måneder til national implementering. Forvaltere bør allerede nu gennemgå delegation, substans, kredit- og likviditetsprocesser samt depositararrangementer for at sikre rettidig efterlevelse.
