Vestre Landsret har stadfæstet, at et konkursbo som udgangspunkt ikke kan kræve vederlag fra en panthaver for boets arbejde med inddrivelse af fordringer omfattet af virksomhedspant, medmindre der på forhånd er indgået en udtrykkelig aftale herom. Panthaver anses som separatist i forhold til pantsatte simple fordringer og kan derfor selv stå for inddrivelsen eller overlade opgaven til boet efter aftale.
Retsgrundlag og afgrænsning
Det følger af konkursloven § 91, stk. 3, at adgangen til fyldestgørelse i fordringer omfattet af virksomhedspant eller fordringspant ikke berøres af pantsætterens konkurs. Samtidig indebærer separatiststillingen, at inddrivelse af disse fordringer ikke er en del af kurators almindelige boopgaver.
Boets krav på vederlag for arbejde med pantsatte aktiver reguleres normalt af konkursloven § 87. Bestemmelsen finder imidlertid ikke anvendelse på pantsatte fordringer på samme måde som andre pantsatte aktiver. Et krav om vederlag for inddrivelse forudsætter derfor en særskilt aftale mellem boet og panthaver.
Sagsforløb og resultat
I den konkrete sag havde en panthaver sekundært virksomhedspant i simple fordringer. Boet inddrev fordringerne uden aftale om vederlag og modregnede efterfølgende et betydeligt salær i panthaverens provenu via panthaverregnskabet. Efter hjemvisning fra landsretten frifandt byretten panthaveren, da der hverken forelå vederlagsaftale eller tilstrækkelig inddragelse af panthaveren i inddrivelsen.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens resultat og præciserede panthaverens separatiststilling og valgretten mellem egen inddrivelse og inddrivelse via boet. Uden klar vederlagsaftale kan boet ikke kræve salær efter § 87 eller modregne i panthaverens provenu.
Afgørelsen skærper behovet for tidlig afklaring: Boet bør indhente panthavers skriftlige samtykke til opgaven, honorarmodel og afregning, mens panthavere hurtigt bør beslutte, om de selv vil inddrive eller delegere opgaven på aftalte vilkår.
