Fælles testamentariske dispositioner er udbredte blandt ægtefæller og samlevende, men kan også oprettes af andre parter. Dispositionen kan bestå af to særskilte testamenter, hvis indholdet er gensidigt forbundet. Ændringer kan ske ved en ny fælles disposition, eller ved ensidig tilbagekaldelse, som i praksis rejser væsentlige bevismæssige spørgsmål.
Ensidig tilbagekaldelse og meddelelseskrav efter arvelov § 80
Efter arvelov § 80 kan en part ensidigt tilbagekalde en fælles testamentarisk disposition, men tilbagekaldelsen er kun gyldig, hvis den meddeles den anden part. Meddelelse skal være kommet frem; kravet beskytter den anden parts mulighed for selv at reagere.
Pligten til at underrette bortfalder, hvis meddelelse af særlige grunde er udelukket, fx fordi den anden part er forsvundet eller på grund af demens ikke kan forstå indholdet. I alle andre tilfælde bør afsenderen sikre sporbar og dokumenterbar kommunikation.
Bevis for fremkomst og domspraksis fra Vestre Landsret
En nyere dom fra Vestre Landsret illustrerer beviskravet: En ægtefælle havde ensidigt tilbagekaldt et fælles testamente ved et senere vidnetestamente og sendt e-mail til sin ægtefælle. Retten fandt ikke bevist, at meddelelsen var kommet frem, og tilbagekaldelsen var derfor ugyldig. Boet blev behandlet efter det oprindelige fælles testamente.
Afgørelsen understreger, at bevisbyrden for fremkomst påhviler den, der tilbagekalder, og at en afsendt e-mail uden sikker dokumentation ikke er tilstrækkelig. For at reducere risikoen for bevistvivl kan følgende praktiske tiltag anvendes:
- Rekommanderet brev eller tilsvarende dokumenteret forsendelse med modtagelseskvittering.
- E-mail med udtrykkelig bekræftelse fra modtageren på modtagelse og forståelse.
- Fysisk overlevering mod skriftlig kvittering fra modtageren.
- Vidneattest om udlevering og indhold af meddelelsen.
Ændringsadgang for længstlevende efter førstafdødes død
Er der i det fælles testamente truffet bestemmelser om fordeling efter længstlevende, kan længstlevendes ændringsadgang være begrænset. Rammerne kan fastsættes i selve testamentet og bør afstemmes eksplicit mellem parterne ved oprettelsen.
Hvis testamentet ikke fastsætter andet, kan længstlevende som udgangspunkt ikke ændre friarv, der ifølge testamentet skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger, og kan kun ændre halvdelen af den friarv, der er bestemt til fælles livsarvinger. Længstlevende, der ønsker at ændre, bør derfor først klarlægge eventuelle begrænsninger samt dokumentationskrav ved ensidig tilbagekaldelse.
