Trademark news: Fee adjustments and updated Nice classification

Trademark news: Fee adjustments and updated Nice classification

Danske varemærke- og IP-gebyrer stiger 20 % fra årsskiftet, med midlertidige undtagelser for udvalgte fornyelser. UK varsler ca. 25 % forhøjelse fra april, afhængigt af parlamentet. WIPO indfører samtidig en ny Nice-klassifikation, som får betydning for nye ansøgninger.

Fra årsskiftet forhøjer Patent- og Varemærkestyrelsen (DKPTO) gebyrerne for varemærker og øvrige immaterielle rettigheder med 20 %, herunder ansøgningsgebyrer. Justeringen begrundes i behovet for bedre brugerrettede IT-løsninger og styrket it-sikkerhed. Visse fornyelsesgebyrer er dog midlertidigt undtaget for at lette overgangen.

Danmark: 20 % gebyrstigning

Stigningen omfatter også patenter, supplerende beskyttelsescertifikater, design, brugsmodeller og halvledertopografier. Som led i en overgangsordning berøres fornyelsesgebyrer for patenter, SPC’er, brugsmodeller og design med forfald senest 1. april 2025 ikke, og fornyelsesgebyrer for varemærkeregistreringer med forfald senest 1. juli 2026 fastholdes – både for nationale registreringer og danske udpegninger i internationale registreringer. Se oversigt hos DKPTO på dkpto.dk/priser-og-gebyrer.

Virksomheder bør fremrykke relevante betalinger og budgettere med højere omkostninger ved nye ansøgninger og porteføljeforvaltning.

Storbritannien: Foreslåede forhøjelser

UK IPO har foreslået generelle gebyrstigninger omkring 25 % for varemærke-, patent- og designtjenester. Ændringerne forventes at træde i kraft 1. april 2026, men kræver parlamentarisk godkendelse; indtil da gælder eksisterende takster. Den detaljerede takstliste fremgår af gov.uk.

Rettighedshavere med aktiviteter i UK bør gennemgå budgetter og overveje tidlig indlevering, hvor det er praktisk muligt.

Nice-klassifikation: Ny udgave

WIPO har offentliggjort en ny udgave af Nice-klassifikationen med virkning fra 1. januar 2026. Visse varer flyttes mellem klasser, hvilket kan påvirke varefortegnelser ved nye ansøgninger.

Opdateringen gælder for: i) alle nye ansøgninger indleveret til nationale kontorer på eller efter 1. januar 2026, og ii) ansøgninger modtaget af WIPO på eller efter denne dato efter to-månedersfristen i Madridprotokollen art. 3, stk. 4. Eksisterende internationale registreringer med tidligere registreringsdato reklassificeres ikke. Læs mere på wipo.int.

Relaterede artikler

Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere - og holder dig foran.