Sø- og Handelsretten håndhævede en forhandleraftales klausuler om dansk værneting og dansk lovvalg mellem danske og belgiske parter. Afgørelsen bygger på Bruxelles I art. 25 og betragtning 20 samt Romkonventionen art. 3 og art. 8, stk. 1, og tydeliggør samspillet mellem jurisdiktion og lovvalg.
Sø- og Handelsretten fastslog, at en forhandleraftale mellem en dansk og en belgisk virksomhed var materielt gyldig, og at aftalte klausuler om dansk værneting og anvendelse af dansk ret kunne håndhæves. Retten henviste til Bruxelles I-forordningen (omarbejdning) art. 25 og betragtning 20 om prorogation samt Romkonventionen art. 3 om partsautonomi og art. 8, stk. 1 om materiel gyldighed.
Retten lagde vægt på, at aftalen klart og forudsigeligt udpegede danske domstole og dansk ret, og at gyldighedsbetingelserne var opfyldt. Sagen illustrerer samspillet mellem EU’s jurisdiktionsregler og lovvalgsregler i grænseoverskridende erhvervskontrakter. Hele kendelsen kan læses i Sø- og Handelsrettens domsoversigt.
Søgeord
Lovvalg,
Kommercielle kontrakter,
Jurisdiktionsklausul,
Værneting,
Dansk ret,
Sø- og Handelsretten,
Distributionsaftaler,
Dansk domstol,
EU-ret,
Procesret,
Kontraktret,
Partsautonomi,
International privatret,
Jurisdiktionsaftale,
Bruxelles I-forordningen,
Forhandleraftale,
Domstolskompetence,
Romkonventionen,
Forumvalg,
Kompetencekonflikt,
Materiel gyldighed,
Værnetingsregler,
Prorogationsaftale,
Dansk værneting,
Formgyldighed,
Kollisionsnormer,
Grænseoverskridende kontrakter,
Kompetenceaftale,
Fuldbyrdelse af aftaler,
Lovvalgsregler,
Domsforordningen art. 25,
Betragtning 20,
Romkonventionen art. 3,
Romkonventionen art. 8 stk. 1,
International erhvervsret,
Domsforordningen,
BS-6732/2024-SHR
Ledige stillinger