Højesteret har stadfæstet, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter hjemrejseloven § 14, stk. 2, var opfyldt for en udvist udlænding, der havde søgt asyl. På tidspunktet for landsrettens kendelse forelå der en endelig udvisningsdom med indrejseforbud, og ansøgning om ophold efter udlændingeloven § 7 var verserende.
Retten lagde vægt på, at frihedsberøvelsen skulle sikre gennemførelsen af udsendelsen, at myndighederne havde fremmet asylsagen med fornøden omhu, og at der fortsat var en reel udsigt til udsendelse til Bangladesh, hvis asyl blev endeligt afslået. Der forelå ikke oplysninger, der gjorde det overvejende sandsynligt, at ansøgeren ville blive meddelt asyl alene på baggrund af nationalitet eller tilhørsforhold.
Højesteret henviste endvidere til, at Flygtningenævnet efterfølgende stadfæstede afslaget på asyl. Den pågældende var derfor ikke konventionsflygtning og var dermed ikke omfattet af Flygtningekonventionens artikel 31 om beskyttelse mod strafforfølgning for ulovlig indrejse, jf. UfR 2012 1670 H.
Konklusionen var, at fortsat varetægtsfængsling var proportional og nødvendig for at sikre udsendelsen. Landsretten var nået til samme resultat. Læs kendelsen her: Sag 52/2023.
