Debatten om varetægtsfængsling er intensiveret. Juridiske aktører peger på, at lovens høje krav til begrundelse og brug af mindre indgribende alternativer ikke efterleves konsekvent i praksis. Samtidig fremhæves belastende forhold for de varetægtsfængslede og deres familier, herunder omfattende kontrol med kontakter og begrænset adgang til nære relationer. Spørgsmålet er, hvordan retssikkerhed, effektiv efterforskning og humane vilkår balanceres.
Retligt grundlag og praksis
Retsplejeloven § 762 stiller strenge betingelser for varetægtsfængsling og forudsætter løbende domstolskontrol samt prioritering af surrogater, hvor det er muligt. Forskere og praktikere konstaterer imidlertid, at alternativer som varetægtssurrogat sjældent anvendes, og at begrundelserne i en del sager er for generelle. Højesteret har i nyere kendelser understreget, at begrundelseskravet er centralt for korrekt afgørelse og skal opfyldes både ved iværksættelse og forlængelse, så varigheden holdes på et minimum.
Særligt ved påvirkningsrisiko efter bestemmelsens nr. 3 kræves konkretisering af, hvad der frygtes, og hvorfor det er sandsynligt, at sigtede vil skade efterforskningen på fri fod. Erfaringer fra praksis viser desuden, at henvisning til hensynet til retsfølelsen i visse sager kan medføre langvarig varetægt, herunder at dom reelt afsones under varetægt eller fortsættelse efter dom ved anke. Flere opfordrer derfor til, at flere kæresager bringes til Højesteret for at sikre en mere konsistent retspraksis.
Anklagemyndighedens perspektiv
Anklagemyndigheden gennemfører en analyse af varetægtsforløb for at belyse årsagerne til, at varigheden er steget, selv om antallet af varetægtsfængslinger er faldet. Går en sag ud over visse tidsgrænser, skærpes kravet til dokumentation for, at betingelserne stadig er opfyldt. Mange varetægter knytter sig til alvorlige narkotikasager og dernæst voldssager, hvor særligt organiserede sager gør påvirkningsrisiko vanskelig at imødegå.
Myndighederne varsler samtidig større opmærksomhed på den konkrete vurdering af kollusionsfare, metodiske forbedringer og styrket kvalitet i begæringer og begrundelser. Resultaterne forventes anvendt til justeringer i praksis og kompetenceudvikling hos politi og anklagere, så unødige eller for lange frihedsberøvelser undgås.
Forsvarernes kritik og mulige løsninger
Forsvarere fremhæver eksempler på uberettiget varetægt og brug af kontaktkontrol, selv hvor efterforskningen er afsluttet eller der foreligger tilståelse. De anerkender behovet for varetægt i visse sager, men anfægter omfang og længde, navnlig når nr. 3 anvendes med for brede begrundelser. Ifølge kritikken kræver retssikkerheden mere konkrete og individualiserede vurderinger.
Foreslåede tiltag omfatter en kulturændring i hele straffesagskæden, skærpede krav til politiets og anklagemyndighedens konkretisering, færre og kortere varetægter begrundet i påvirkningsrisiko samt øget brug af indenretlige afhøringer for at neutralisere kollusionsfare. Domstolene opfordres til konsekvent at håndhæve begrundelseskravet og udnytte surrogater, når det er forsvarligt.
Forholdene under varetægt er også i fokus. Langvarigt celletid, overbelægning og indgribende kontrolforanstaltninger belaster de indsatte og deres pårørende. Flere eksperter anbefaler, at rettigheder for varetægtsfængslede styrkes, eksempelvis ved bedre telefonadgang og en mere målrettet, proportional regulering af brev- og besøgskontrol. Mindsteindgrebsprincip og proportionalitet bør være styrende for både frihedsberøvelse og tilknyttede kontrolforanstaltninger.
Samlet set tegner der sig et reformspor, hvor både lovens rammer og praksis skærpes. En vedvarende, præcis anvendelse af begrundelseskravet, bedre udnyttelse af alternativer til fængsling og tæt domstolsprøvelse er afgørende for, at varetægtsfængsling anvendes snævert, nødvendigt og så kort som muligt.
