Ebba Perman Borg
Jana Johnsen
Morten W. Platou
Malene Overgaard
Anders Nordli
Momsretlig kvalifikation af transfer pricing-justeringer
EU-Domstolen præciserer, at efterfølgende transfer pricing-justeringer, der udelukkende skal sikre en på forhånd fastlagt avance til koncernens distributører, som udgangspunkt ikke udgør vederlag for en tjenesteydelse efter momssystemdirektivet. Justeringerne falder derfor uden for momsens anvendelsesområde.
Sagen vedrørte en bilkoncern, hvor producenter leverede til koncernens distributører, og hvor priserne blev reguleret bagud via kredit- eller debetnotaer. Reguleringen tog udgangspunkt i en bred omkostningskurv, herunder bl.a. reparationsudgifter, personale, el og markedsføring, og havde alene til formål at opnå den aftalte avance – ikke at refundere konkrete omkostninger.
Krav om direkte sammenhæng og retligt forhold
For momspligt kræves et retligt forhold med gensidige forpligtelser og en direkte sammenhæng mellem den leverede ydelse og den modtagne betaling. Domstolen fandt, at forbindelsen mellem eventuelle reparationsydelser og prisjusteringerne højst var indirekte.
Der forelå ingen aftaleretlig forpligtelse for distributøren til at levere reparationer til producenten mod særskilt vederlag, og justeringerne kunne både være positive og negative. Det underbygger, at reguleringen var et margin‑true‑up og ikke betaling for en specifik ydelse.
Konsekvenser for koncerner og compliance
Koncerners TP‑justeringer bør som udgangspunkt ikke udløse udgående moms eller påvirke fradragsretten, hvis de alene sigter mod armslængdeavance. Anderledes kan gælde, hvis intercompany‑aftaler etablerer pligt til at levere identificerbare ydelser mod direkte modydelse.
Virksomheder bør gennemgå intercompany‑kontrakter, dokumentation og fakturaflow for at adskille margin‑justeringer fra servicegebyrer og sikre ensartet praksis på tværs af jurisdiktioner i lyset af EU‑praksis.
