Aarhus Kommune var ikke erstatningsansvarlig for afholdelse af Classic Race-motorløbene

Aarhus Kommune var ikke erstatningsansvarlig for afholdelse af Classic Race-motorløbene

Vestre Landsret frifandt Aarhus Kommune for erstatningsansvar i forbindelse med Classic Race. Kommunens støjvilkår blev anset for forsvarlige ud fra datidens viden, selv om nævnet senere underkendte dem. Dommen præciserer pligtsubjekt i naboretten og fastslår, at tålegrænsen ikke var overskredet.

Kommunen frifundet for erstatningsansvar ved Classic Race

Vestre Landsret frifandt Aarhus Kommune for erstatningsansvar i forbindelse med Classic Race ved Mindeparken. Kommunen havde fastsat særlige støjgrænser på baggrund af et teknisk skøn og de tilgængelige oplysninger på beslutningstidspunktet. At Miljø- og Fødevareklagenævnet efterfølgende tilsidesatte vilkårene som sundhedsmæssigt uforsvarlige, ændrede ikke ved, at kommunen ikke havde handlet uforsvarligt. Landsretten fandt endvidere, at den naboretlige tålegrænse ikke var overskredet.

Byretten var tidligere nået til, at kommunen havde handlet ansvarspådragende, men frifandt af mangel på dokumenteret tab. Landsretten korrigerede culpavurderingen, men fastholdt frifindelsen. Dommen bidrager til praksis om offentlige myndigheders erstatningsansvar, når afgørelser beror på tekniske vurderinger, og fastslår, at ansvar bedømmes ud fra den viden, der forelå på afgørelsestidspunktet.

Naborettens rækkevidde og pligtsubjekt

Landsretten tog principielt stilling til, hvem der kan være pligtsubjekt i naboretten, når gener udspringer af et arrangement afholdt af en tredjemand. Selvom kommunen ikke var arrangør, kunne krav rettes mod kommunen, fordi den ejede arealerne, fastsatte driftsvilkår, støttede afviklingen og udøvede regulering. Kommunens involveringsgrad og myndighedsrolle var således afgørende.

Dommen afviser dog et automatisk ejeransvar. For at en offentlig ejer kan ifalde naboretligt ansvar, må der foreligge væsentlig indflydelse på eller regulering af den aktivitet, der medfører gener. I den konkrete sag førte den samlede vurdering ikke til ansvar, fordi tålegrænsen ikke var overskredet.

Praktiske implikationer

Kommuner, der udlåner eller udlejer offentlige arealer, bør formulere klare vilkår, der sikrer, at aktiviteter holder sig inden for tålegrænsen, og løbende dokumentere det tekniske grundlag for vilkår som fx støjgrænser. Ved nye retningslinjer bør der ske opdatering, men erstatningsansvaret afhænger fortsat af den viden, der forelå, da afgørelsen blev truffet.

For naboer understreger dommen, at krav kræver dokumentation for både overskridelse af tålegrænsen og tab. Hvor kommunen har muliggjort aktiviteter i strid med naboretten, kan ansvarsplacering og eventuel regres mod brugeren komme i spil. Sagen er ikke indbragt for Højesteret og er registreret som U2025.4781V.

Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere – og holder dig foran.