BR18’s klimakrav og udbredte brug af LCA presser byggeprojekter mod lavere CO2-aftryk. Det øger interessen for genbrugsmaterialer, men ændrer ikke i sig selv de juridiske spilleregler for mangler. Den centrale problemstilling er, hvem der bærer risikoen for materialers egnethed og kvalitet, når der indbygges produkter med varierende oprindelse, dokumentation og levetid. Uden klare aftaler kan bæredygtighedsmålsætninger kollidere med traditionel mangelvurdering og give tvister om ansvar, afhjælpning og erstatning.
Ansvarsrammen efter AB-reglerne
AB-reglerne indeholder ingen særregel for genbrugsmaterialer. Udgangspunktet er fortsat, at materialer skal være af sædvanlig god kvalitet, og ydelsen skal være egnet til det aftalte formål. Parterne kan kontraktuelt justere kvalitetsniveauet, fx ved at acceptere sporbarhedsmæssige begrænsninger eller større tolerancer, men det kræver klare og udtrykkelige vilkår. Brug af genbrugsmaterialer ændrer ikke mangelbegrebet, frister eller beføjelser; det påvirker alene bedømmelsen af, hvad der er aftalt, og hvilken standard der kan forventes i det konkrete projekt.
Ansvarsplaceringen afhænger især af, hvem der har truffet materialevalget. Hvis bygherren foreskriver genbrugsmaterialer, bærer bygherren som udgangspunkt risikoen for selve valget, mens entreprenøren fortsat hæfter for fagmæssig udførelse. Vælger eller foreslår entreprenøren genbrugsmaterialer, påhviler det entreprenøren at sikre materialets konkrete egnethed gennem undersøgelse, prøvning og dokumentation. Entreprenøren har en vidtgående undersøgelsespligt og kan ikke som udgangspunkt støtte ret på bygherrens godkendelse, medmindre andet er klart aftalt.
BR18’s klimaramme og LCA-krav motiverer materialevalg med lavt klimaaftryk, men fritager ikke for tekniske krav. Genbrugte produkter skal fortsat opfylde relevante standarder og myndighedskrav, herunder dokumentation for styrke, brand og indeklima. Hvor sporbarheden er begrænset, bør parterne aftale supplerende prøvning, konservative dimensioneringsforudsætninger og afvigelseshåndtering, så myndighedsprojektet, kvalitetssikringen og driftshensyn hænger sammen.
Retspraksis om genbrugsmaterialer
Højesteret har fastslået, at en entreprenør, der indbygger genbrugsbeton, hæfter for mangler, hvis betonen ikke opfylder styrkekravene, selv om bygherren har godkendt materialet. Retten lagde vægt på den konkrete egnethed til den påtænkte anvendelse; generel anvendelighed var ikke tilstrækkelig. Afgørelsen illustrerer, at godkendelser og bæredygtighedshensyn ikke fritager entreprenøren for at sikre performance, når entreprenøren medvirker til materialevalget.
I en senere landsretsdom om genbrugstræ blev entreprenøren ligeledes pålagt ansvar for svigt i en tagkonstruktion, fordi undersøgelsen af træets beskaffenhed var utilstrækkelig. Retten fremhævede krav om systematisk kvalitetssikring og dokumentation for egnethed, herunder kontrol for nedbrydning og fugtpåvirkning. Begge domme peger på et praktisk kernepunkt: Når materialevariationen øges, skal dokumentations- og prøvningsniveauet følge med.
For at reducere tvister bør parterne tidligt afklare, hvilke egenskaber der er kritiske, hvordan de dokumenteres, og hvem der bærer risikoen, hvis data mangler. Det anbefales at beskrive funktionskrav og accepterede afvigelser, etablere prøvnings- og godkendelsesprocedurer før indbygning, og sikre sporbarhed til kilde og tidligere brug. Samtidig bør kontrakten regulere håndtering af uegnethed, herunder afhjælpning, udskiftning og tidsmæssige konsekvenser. Inddragelse af specialiserede rådgivere og tilpasning af forsikringsdækning kan understøtte en robust risikoprofil, uden at bæredygtighedsmålene kompromitteres.
Et klart kontraktgrundlag bør knytte projektets funktionskrav til konkrete kontrolaktiviteter og milepæle, fx materialepas, modtagekontrol og tredjepartsprøvning. Så reduceres risikoen for omprojektering, tidsfristforlængelse og tvist om, hvorvidt en afvigelse er en mangel eller en accepteret egenskab.
