Entreprenørens ret og pligt til at afhjælpe mangler efter AB 18 er udgangspunktet ved konstaterede fejl i udførelsen. Retten er dog ikke ubetinget: den kan bortfalde, og det får væsentlige økonomiske følger for begge parter. Efter AB 18 §§ 48-49 har entreprenøren som hovedregel forrang til at udbedre, mens bygherren kan lade andre afhjælpe for entreprenørens regning, hvis udbedring ikke sker rettidigt eller forsvarligt.
Afhjælpningsret efter AB 18 og hovedprincipper
AB 18 giver entreprenøren adgang til at afhjælpe mangler, der påtales ved aflevering og i den femårige reklamationsperiode. Denne adgang er spejlet i en pligt: reageres der ikke inden for en rimelig frist, kan bygherren iværksætte udbedring hos tredjemand med regres.
I praksis er egen afhjælpning ofte den billigste og mest kontrollerbare løsning for entreprenøren, og den sikrer samtidig sammenhæng med de valgte tekniske løsninger. Men retten kan fortabes, hvis entreprenørens håndtering af reklamationen er passiv, uegnet eller udebliver.
Bortfald af afhjælpningsretten i praksis: reaktion, egnethed og realisering
Nyere voldgiftspraksis viser tre gennemgående bortfaldsscenarier. I TBB 2020.407 mistede entreprenøren afhjælpningsretten ved ikke at reagere på bygherrens frist. I TBB 2025.920 vedrørende vinduer fandt retten, at et fremsat udbedringsforslag ikke reelt kunne fjerne manglen. TBB 2025.509 og TBB 2025.746 illustrerer desuden, at utilstrækkelige eller ufuldendte forsøg, samt kun delvis anerkendelse af mangler, kan føre til bortfald.
De typiske fejl kan sammenfattes således:
- Manglende eller for sen reaktion på skriftlig reklamation og frist.
- Uegnede afhjælpningsforslag, der ikke adresserer den konstaterede mangel.
- Ufuldstændig eller ikke-gennemført udbedring trods løfte om afhjælpning.
Passivitet og uegnede tiltag sætter bygherren fri til at lade tredjemand udbedre og kræve udgiften refunderet. Entreprenøren bør derfor sikre hurtig, skriftlig stillingtagen, besigtigelse og realistisk plan for fagligt forsvarlig afhjælpning.
Afgrænsning mellem ansvar og afhjælpning samt bygherrens frister
Som udgangspunkt kan entreprenøren ikke både afvise ansvar for en mangel og samtidig fastholde retten til selv at afhjælpe. TBB 2013.368 nuancerer dog udgangspunktet: entreprenøren kan bevare afhjælpningsretten for anerkendte delmangler, selv om andre forhold bestrides og kræver rettens stillingtagen.
Sættes urimeligt korte frister uden sagligt behov, eller nægtes entreprenøren reel adgang til at afhjælpe, bortfalder afhjælpningsretten ikke. I stedet kan bygherren som udgangspunkt kun kræve et beløb svarende til entreprenørens sparede omkostninger ved selv at have afhjulpet, hvilket typisk er lavere end tredjemands faktiske pris.
Offergrænseregel og økonomiske følger
AB 18 indeholder en offergrænse: hvis udbedring vil medføre uforholdsmæssigt store omkostninger for entreprenøren, bortfalder både afhjælpningspligten og bygherrens adgang til at lade udbedre for entreprenørens regning. Vurderingen sker efter en afvejning af bygherrens opfyldelsesinteresse.
Selv når offergrænsen indtræder, bevarer bygherren krav på et passende afslag i entreprisesummen. For at stå stærkt bør bygherren reklamere skriftligt, beskrive manglerne klart, fastsætte rimelige frister og dokumentere forløbet, mens entreprenøren bør reagere hurtigt, foretage besigtigelse og sikre, at valgte udbedringstiltag faktisk løser manglen.
