Højesteret underkendte landsrettens brug af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, over for T1 og fastslog, at kollusionsarrest kræver konkrete og bestemte grunde til risiko for påvirkning af efterforskning eller medsigtede. T1 kunne alene frihedsberøves efter nr. 1 om unddragelsesfare.
Retsgrundlag og proces
Sagen udsprang af en narkotikasag, hvor T1, T2 og T3 blev fundet skyldige for overtrædelse af straffelovens § 191. T2 og T3 ankede til frifindelse, mens anklagemyndigheden ankede for skærpelse. Landsretten opretholdt varetægten for alle tre efter både nr. 1 og nr. 3.
For Højesteret var spørgsmålet, om der – trods T1’s manglende anke og erkendelse under hovedforhandlingen – forelå bestemte grunde til at antage, at T1 på fri fod ville og kunne vanskeliggøre forfølgningen, eksempelvis ved samstemmelse af forklaring eller ved at advare andre.
Højesterets begrundelse og betydning
Højesteret fandt, at der ikke var tilstrækkelige konkrete holdepunkter for kollusionsfare. Risikoen for, at T1 skulle koordinere forklaring med T2 og T3 eller påvirke andre, var ikke underbygget. Derfor var betingelserne i § 762, stk. 1, nr. 3, ikke opfyldt.
Afgørelsen tydeliggør, at kollusionsarrest under anke forudsætter individuel og evidensbaseret begrundelse; generelle antagelser er ikke nok. Kendelsen kan læses hos domstolene: Sag 32/2024.
