Danmark anvender varetægtsfængsling markant oftere end sammenlignelige europæiske lande. Det rejser væsentlige retssikkerhedsspørgsmål, fordi varetægt efter EU-retlige og menneskeretlige standarder kun bør bruges undtagelsesvist og i respekt for uskyldsformodningen. Kritikken retter sig især mod domstolenes praksis og begrundelser samt de betydelige menneskelige konsekvenser ved langvarig frihedsberøvelse.
Høj varetægtsandel i Danmark
Aktuelle tal fra Europarådet indikerer, at en større andel af de frihedsberøvede i Danmark sidder i varetægt end i nabolandene. Andelen er faldet en smule det seneste år, men ligger stadig væsentligt over eksempelvis Sverige. Samtidig fremhæves, at omtrent hver femte varetægtsfængslet senere frifindes eller idømmes en sanktion uden fængsel, hvilket skærper kravene til nødvendighed og proportionalitet.
De praktiske konsekvenser er velkendte: strengere restriktioner end for dømte, flere isolationselementer og begrænset adgang til kontakt med omverdenen. Når sagsbehandlingstider og berammelsestider trækker ud, vokser risikoen for, at varetægt reelt nærmer sig en forudgående afsoning. Retsplejeloven kræver, at frihedsberøvelse ikke må overstige, hvad der er nødvendigt og rimeligt – en konkret proportionalitetsvurdering, der skal fremgå af domstolenes begrundelser.
Sammenligning med Sverige
De danske og svenske betingelser for varetægtsfængsling er i store træk beslægtede, men Sverige har siden 2021 haft faste maksimumsrammer for varigheden: tre måneder for unge under 18 år og ni måneder for voksne. Senere er tærsklen for, hvornår varetægt kan anvendes, justeret, og det forventes at påvirke andelen i opadgående retning.
I Danmark opererer man formelt med en grænse under et år, men praksis viser, at varetægtsophold kan strække sig betydeligt længere i særligt komplekse sager. Samtidig har Sverige samlet set flere indsatte per indbygger end Danmark, men en lavere andel i varetægt, hvilket understreger, at forskellen ikke kan forklares enkelt med kriminalitetsniveau. Fokus samler sig derfor om procesmæssige rammer, prioritering af efterforskning på fri fod og anvendelsen af mindre indgribende foranstaltninger.
Domstolenes rolle og næste skridt
Betingelserne for varetægtsfængsling bygger på kvalificeret mistanke og risikokriterier som unddragelsesfare, påvirkningsrisiko og gentagelsesfare. Kritikken går på, at begrundelserne i nogle tilfælde bliver for standardiserede, og at proportionalitetsprincippet ikke tilstrækkeligt afspejles i kendelserne. Varetægt må ikke fungere som en de facto straf før dom.
Justitsministeriet har igangsat en undersøgelse af årsagerne til Danmarks høje niveau, herunder sammenlignet med Norge og Sverige. Et muligt fokus er mere konsekvent brug af mildere alternativer som meldepligt, tilsyn og sikkerhedsstillelse, skærpede krav til konkrete begrundelser samt effektivisering af efterforskning og berammelse. En mere restriktiv, gennemsigtig og tidsfast styring af varetægt kan styrke retssikkerheden og tilliden til straffeprocessen.
