EU-retten begrænser ordregiveres mulighed for at kræve bestemte materialer i udbud, men rammerne udelukker ikke bæredygtige løsninger, når kravene er saglige og korrekt udformet. To nyere afgørelser præciserer grænsedragningen og anvendelige undtagelser.
Materialekrav i udbud: EU-Domstolens rammer
I DYKA-sagen (C-424/23) fastslog EU-Domstolen, at krav om brug af et bestemt materiale udgør en henvisning til en bestemt type eller produktion og som udgangspunkt er omfattet af forbuddet i udbudsdirektivets artikel 42, stk. 4. Det er derfor ikke tilladt at indsnævre konkurrencen ved at foreskrive konkrete materialer.
Dommen angiver dog to selvstændige undtagelser: Henvisningen kan være lovlig, hvis den er berettiget af kontraktens genstand, eller hvis det ikke er muligt at beskrive ydelsen tilstrækkeligt præcist på anden måde. I sidstnævnte situation skal henvisningen ledsages af formuleringen “eller tilsvarende”. Dommen tydeliggør dermed, at materialekrav kan anvendes, når de er nødvendige og proportionalt begrundede.
Dansk praksis: Klagenævnets nummerpladesag og § 42
Klagenævnet for Udbud behandlede i 2025 en sag om krav om aluminiumsbånd til nummerplader. Nævnet fandt, at kravet var en materialehentydning omfattet af udbudslovens § 42, men at undtagelsen gjaldt, fordi kravet fulgte uundgåeligt af kontraktens genstand, herunder gældende cirkulære om nummerplader. Derfor var der ikke pligt til at tilføje “eller tilsvarende”.
Klagenævnet præciserede desuden, at udbudslovens § 42, stk. 2, skal fortolkes direktivkonformt, så begge undtagelser i artikel 42, stk. 4, finder anvendelse, uanset at national lovtekst og forarbejder primært omtaler én undtagelse. Samtidig blev DYKA-dommens rækkevidde afgrænset til bearbejdede materialer og ikke til naturligt forekommende materialer, der er almindeligt tilgængelige.
Lær om udbudsloven og effektive udbudsprocesser på praktisk kursus
Læs mere her →Sådan sikres bæredygtige indkøb inden for reglerne
Ordregivere kan fortsat fremme bæredygtighed gennem tekniske specifikationer, når fokus flyttes fra materialevalg til krav om funktion, ydeevne og dokumenterbare miljøresultater. Det kræver en bevidst begrundelse for hvert krav og en åbenhed for alternative løsninger, der opfylder samme niveau.
Følgende greb kan balancere bæredygtighed, konkurrence og lovlighed:
- Formuler funktions- og resultatkrav frem for at navngive materialer eller metoder.
- Anvend “eller tilsvarende”, medmindre kontraktens genstand nødvendiggør et specifikt materiale.
- Kræv og vurder dokumentation for ækvivalens, når referencematerialer anvendes.
- Brug markedsdialog og fleksible udbudsformer til at afdække bæredygtige alternativer.
- Skeln mellem naturligt forekommende materialer og bearbejdede materialer og beskriv neutralt.
Samlet viser praksis, at udbudsreglerne ikke er en stopklods for grønne indkøb, hvis materialekrav er nødvendige, proportionale og udformet med plads til innovation.
