Højesteret har afklaret, at en far, der yder socialpædagogisk støtte til sin voksne søn i hjemmet efter aftale med kommunen, ikke var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand. Manglen på et over-underordnelsesforhold betød, at arbejdstidslovens regler – herunder 48-timers grænsen – ikke fandt anvendelse. Retten tilføjede, at selv hvis der hypotetisk var tale om et ansættelsesforhold, kunne de ekstra timer, som faren valgte at være til stede ud over de aftalte 30 timer, ikke medregnes i arbejdstidsopgørelsen.
Retsgrundlag og sagens kerne
Arbejdstidslovens § 4 fastsætter, at den gennemsnitlige arbejdstid ikke må overstige 48 timer pr. uge over en firemåneders referenceperiode. Reglerne gælder for personer, der arbejder i et tjenesteforhold, hvilket forudsætter et reelt ansættelsesforhold med arbejdsgiverens ledelsesret og instruktionsbeføjelser.
Sagen vedrørte en søn med betydelige støttebehov, som flyttede hjem fra et botilbud. Kommunen bevilgede socialpædagogisk støtte efter serviceloven § 85, og faren indgik en aftale om at yde 30 timers støtte ugentligt. Han krævede godtgørelse med den begrundelse, at han reelt var sammen med sønnen døgnet rundt, så den faktiske arbejdstid oversteg 48 timer.
Højesterets begrundelse
Højesteret lagde vægt på, at aftalen udsprang af familiens initiativ, og at kommunen alene ydede støtte uden at udøve ledelsesret, give instruktioner eller føre løbende tilsyn. Der forelå derfor ikke et over-underordnelsesforhold, og faren var ikke lønmodtager. Dermed kunne arbejdstidsloven ikke påberåbes. Byretten var nået til samme resultat, mens landsretten havde anset faren for arbejdstager, men uden krav på godtgørelse. Højesteret korrigerede og afviste, at der forelå et ansættelsesforhold.
Retten udtalte endvidere, at selv hvis faren måtte anses som lønmodtager, var der ikke sket overtrædelse af § 4. Aftalen afgrænsede støtten til 30 timer pr. uge, og kommunen havde endda afslået at øge timetallet. De ekstra timer var udtryk for et privat forældrevalg og kunne ikke indgå i arbejdstidsopgørelsen. Der var derfor ingen overskridelse af 48-timersgrænsen.
Praktiske implikationer
For kommuner tydeliggør dommen, at bevillinger af pårørendes støtte efter serviceloven § 85 som udgangspunkt ikke etablerer et ansættelsesforhold. Klart aftalegrundlag om timetal og opgaver, samt fravær af ledelsesret og løbende instruktion, er centralt for at undgå, at relationen glider over i ansættelsesretlige rammer.
For pårørende betyder dommen, at meromsorg ydet ud over den aftalte støtte ikke udløser godtgørelse efter arbejdstidsloven. Den retlige kvalifikation beror på den konkrete aftale og myndighedens faktiske kontrol. I ordninger, hvor en myndighed eller leverandør udøver egentlig ledelsesret, kan resultatet være anderledes. Dommen afgrænser derfor snævert adgang til kompensation uden et klart tjenesteforhold.
