En ny dom fra byretten statuerer, at en totalentreprenørs direkte krav mod en underunderentreprenør var forældet. Retten lagde vægt på, at de omhandlede arbejder indgik i syn og skøn, og at totalentreprenøren derfor allerede ved skønssagens anlæg – eller senest ved modtagelsen af skønserklæringen – havde tilstrækkeligt kendskab til et muligt krav. Efter underentreprenørens konkurs burde totalentreprenøren i hvert fald have reagere ved at afbryde forældelsen.