En ny dom fra byretten statuerer, at en totalentreprenørs direkte krav mod en underunderentreprenør var forældet. Retten lagde vægt på, at de omhandlede arbejder indgik i syn og skøn, og at totalentreprenøren derfor allerede ved skønssagens anlæg – eller senest ved modtagelsen af skønserklæringen – havde tilstrækkeligt kendskab til et muligt krav. Efter underentreprenørens konkurs burde totalentreprenøren i hvert fald have reagere ved at afbryde forældelsen.
Hovedpunkter i dommen
Retten fandt, at mangler ved arbejder udført af underunderentreprenøren var omfattet af det gennemførte syn og skøn, selv om denne ikke var part i skønssagen. Den viden, som skønnet gav, udløste forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Supplerende spørgsmål og undersøgelser i skønssagen udskød ikke friststart.
Byretten fremhævede endvidere, at underentreprenørens konkurs skærpede totalentreprenørens pligt til at identificere den udførende part og overveje et direkte krav. Da de forældelsesafbrydende skridt først blev taget mere end tre år efter dette tidspunkt, var kravet forældet.
For praktikere i byggeriet kan følgende tiltag reducere risikoen for forældelse i lignende skønssager:
- Kortlæg tidligt, hvem der faktisk har udført de omtvistede arbejder, og dokumentér vurderinger af ansvar.
- Overvej at inddrage alle relevante aktører i skønssagen, eller håndtér risikoen gennem rettidige påkrav eller sagsanlæg.
- Følg forældelsesfrister løbende, særligt ved afgørende milepæle som modtagelse af skønserklæring eller konkurs hos en mellemled.
- Iværksæt forældelsesafbrydende skridt i god tid, hvis der er udsigt til direkte krav nedad i kæden.
Retlig ramme og status
Efter forældelsesloven er udgangspunktet tre år, jf. § 3, stk. 1, regnet fra det tidspunkt, hvor kreditor fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. § 3, stk. 2. For udenfor-kontraktlige krav regnes fristen fra skadens indtræden, jf. § 2, stk. 4. I entrepriseforhold peger dommen på, at syn og skøn kan give det nødvendige kundskabsgrundlag.
Dommen er anket til landsretten. Indtil en eventuel anden praksis foreligger, bør bygherrer og entreprenører indrette sig efter en tidlig friststart og sikre, at potentielle direkte krav afbrydes rettidigt.
