Retten i Lyngby har fastslået, at en kommunes regreskrav for udbetalte sygedagpenge efter en trafikulykke ikke var forældet. Den skadelidte arbejdede i en årrække på særlige vilkår, men måtte i 2018 opgive arbejdet, da skånehensyn bortfaldt. Retten lagde til grund, at den treårige forældelsesfrist først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor det stod klart, at arbejdsevnen ikke kunne opretholdes under de ændrede vilkår – og ikke fra ulykken i 2006. Kravet var derfor rettidigt.
Retligt udgangspunkt og fristens begyndelse
Forældelsesloven opererer med en treårig frist, der normalt løber fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde få kendskab til kravets eksistens og den ansvarlige. I personskadesager kan skadefølger først manifestere sig senere, særligt hvor den skadelidte midlertidigt kan arbejde ved hjælp af skånehensyn.
Retten accepterede, at kendskabstidspunktet indtraf i 2018, da arbejdstidens og -vilkårenes ændring medførte varig nedsat erhvervsevne trods tidligere stabil beskæftigelse. Dermed afskar den skadelidte – og afledt heraf kommunen – ikke sig selv fra at rejse krav ved at fortsætte arbejdet i en periode.
Kommunal regres og opgørelse af krav
Kommunen krævede erstatning svarende til udbetalte sygedagpenge i 2018–2019. Retten slog fast, at kommunens krav følger den skadelidtes erstatningskrav mod ansvarsforsikreren, og at det derfor undergives samme forældelsesretlige vurdering. Da fristen først løb fra 2018, var kravet ikke forældet.
Sagen illustrerer også sondringen mellem tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab: Førstnævnte dækker midlertidigt indtægtstab frem til stabil tilstand, mens erhvervsevnetabserstatning kompenserer varigt fremtidigt tab. Forsikreren havde allerede anerkendt erhvervsevnetab, mens sygedagpenge og eventuel tabt arbejdsfortjeneste fortsat var tvistpunkter.
Praktiske konsekvenser
Afgørelsen har betydning for kommuner, der søger regres for sygedagpenge i sager, hvor skånehensyn midlertidigt har maskeret konsekvenserne af en skade. Den understreger, at fristen kan knyttes til det reelle kendskab til varige følger, ikke alene til ulykkesdatoen.
For skadelidte og deres rådgivere peger dommen på vigtigheden af dokumentation for ændringer i arbejdsforhold, progression i helbredstilstand og årsagssammenhæng. En præcis tidslinje kan være afgørende for at placere kendskabstidspunktet og sikre, at krav rejses inden forældelsesfristens udløb.
