Højesteret ophævede beslaglæggelsen af en arbejdsgivers leasede limousine, som politiet havde tilbageholdt efter en chaufførs vanvidskørsel. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at bilen ved den kommende konfiskationsafgørelse bør inddrages, fordi en konfiskation over for ejeren ville være uforholdsmæssigt indgribende. Afgørelsen præciserer anvendelsen af reglerne om konfiskation af køretøj ejet af andre end føreren og markerer grænsen for tredjemandskonfiskation ved vanvidskørsel.
Retligt grundlag
Efter retsplejeloven § 803 kan politiet beslaglægge genstande som led i efterforskningen, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres. Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel og forudsætter en realistisk udsigt til senere konfiskation.
Færdselsloven § 133 a fastsætter som udgangspunkt konfiskation af køretøjer brugt til vanvidskørsel, også når ejeren er en anden end føreren. Undtagelse kan dog gøres ved en helhedsvurdering, hvis indgrebet mod ejeren vil være uforholdsmæssigt, navnlig i lyset af ejerens agtpågivenhed og mulighed for at forudse misbruget.
Sagens forløb
En chauffør i en limousinetaxivirksomhed blev målt til mindst 108 km/t i en 50-zone. Bilen tilhørte et leasingselskab og var leaset til arbejdsgiveren. Chaufføren havde underskrevet en tro og love erklæring om forbud mod vanvidskørsel og blev senere dømt for forholdet, mens konfiskationsspørgsmålet blev udskilt.
Byretten ophævede efter genoptagelse politiets beslaglæggelse med henvisning til arbejdsgiverens agtpågivenhed og betydelige økonomiske konsekvenser. Landsretten ændrede afgørelsen og opretholdt beslaglæggelsen under henvisning til, at medarbejderens erstatningsmuligheder ikke var afkræftet. Højesteret gav arbejdsgiveren medhold og lagde vægt på, at regres mod medarbejderen var usikker og utilstrækkelig på tidspunktet, og at virksomheden var udsat for væsentlig økonomisk skade.
Praktiske implikationer
Afgørelsen tydeliggør, at proportionalitetsvurderingen i tredjemandskonfiskation hviler på to hovedelementer: ejerens dokumenterede agtpågivenhed ved udlån og de konkrete økonomiske følger af en konfiskation. Standardiserede instrukser, kontraktuelle vilkår og sanktioner er væsentlige momenter.
Retten lagde især vægt på følgende omstændigheder:
- Virksomheden var lille og havde efter beslaglæggelsen kun én taxi til rådighed.
- Brug af ansatte chauffører var nødvendig for driften.
- Regres mod medarbejderen var usikker og utilstrækkelig på kort sigt.
- Konfiskation ville medføre konkurs, og tabet kunne ikke væltes over på kunder.
- Arbejdsgiveren havde udvist relevant agtpågivenhed ved ansættelsen.
For myndigheder og domstole understreger kendelsen, at beslaglæggelse kræver en reel udsigt til lovlig senere konfiskation. For virksomheder viser den, at omhyggelig screening, klare politikker og skriftlig accept af forbud mod vanvidskørsel kan få afgørende vægt, men at økonomiske ruinøse følger kan udelukke konfiskation trods udgangspunktet i § 133 a.
