Østre Landsret stadfæstede Udlændingenævnets afgørelse om, at en tredjelandsstatsborger ikke bevarede sin EU-opholdsret efter skilsmisse fra sin britiske ægtefælle. Retten fastslog, at efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 1, er starttidspunktet for skilsmisseproceduren i den dagældende ordning indgivelsen til Statsforvaltningen.
Da ægteskabet havde varet under tre år på ansøgningstidspunktet, var kravet om mindst tre års ægteskab, heraf ét år i Danmark, ikke opfyldt, og opholdsretten ophørte. Retten fandt ikke grundlag for at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, fordi den retlige afgrænsning fulgte af national ordning uden fortolkningsmæssig tvivl. Udlændingenævnet blev derfor frifundet.
Dommen præciserer afgrænsningen af begyndelsen af proceduren til skilsmisse i lyset af opholdsdirektivet 2004/38/EF og danske gennemførelsesregler og får betydning for sager om opholdsret ved familieretlige brud. Landsrettens præmisser kan læses her: BS-40959/2021-OLR.
