En ny dom fra Østre Landsret sår tvivl om, hvorvidt en kunde kan kræve erstatning for internt tidsforbrug ved leverandørens misligholdelse. Hidtil har teori og praksis accepteret posten som et reelt økonomisk tab, men landsretten indikerer skærpede beviskrav. Sagen er anket til Højesteret.
Erstatning for intern tid i IT-kontrakter – udgangspunkt og begrundelse
Traditionelt har interne timer kunnet kræves erstattet, fordi medarbejderne ellers ville have skabt værdi på andre opgaver. Tabsposten opgøres som nødvendigt tidsforbrug multipliceret med omkostningsbaseret timesats, typisk uden krav om nyansættelser eller ekstern indkøb som betingelse.
Synspunktet har støtte i retspraksis og litteratur, hvor interne lønudgifter anses for en følge af misligholdelsen, når årsagsforbindelse, adækvans og tabsbegrænsningspligt er iagttaget. Fokus har derfor været på dokumentation af aktivitetens art, omfang og nødvendighed.
Østre Landsrets dom og beviskrav for interne lønomkostninger
I en ekspropriationssag lagde landsretten vægt på, at det ikke var godtgjort, at lønudgifterne gik ud over de udgifter, virksomheden under alle omstændigheder ville have haft. Udsagnet udfordrer forståelsen af, at interne timer i sig selv kan udgøre et tab.
Resultatet peger mod et skærpet beviskrav: Kravstilleren må sandsynliggøre nettomerudgift eller konkret værdiforringelse, ikke blot registreret tidsforbrug. Det skaber usikkerhed i kontraktforhold, indtil Højesteret afklarer retstilstanden.
Ny dag. Ny handelspolitisk virkelighed. Tag kurset ’Told og compliance’.
Læs mere her →Praktiske konsekvenser for kontraktstyring og processtrategi
Parter bør styrke dokumentationen gennem detaljerede timesedler, aktivitetslog, formålsangivelser og ledelsesgodkendelser. Kontrakter kan med fordel præcisere, at internt afhjælpningsarbejde er erstatningsberettiget, samt hvordan timesatser og opgørelsesmetoder fastlægges.
I tvister bør påstanden underbygges med differenceopgørelser, kapacitetsplaner og bevis for udsatte projekter. Indtil en højesteretsafgørelse foreligger, må rådgivere indrette bevisførelsen efter landsrettens linje for at reducere procesrisiko.
