Højesteret bortfalder statens regreskrav mod 12-årig efter EAL § 24 a
Højesteret har afgjort, at statens regres for erstatning og godtgørelse udbetalt til en skolelærer skulle bortfalde i en sag, hvor skadevolderen var 12 år. A handlede ansvarspådragende under en skoletur, og der var både årsagssammenhæng og påregnelighed. Spørgsmålet var, om erstatningsansvaret skulle lempes eller bortfalde efter erstatningsansvarsloven § 24 a, som giver mulighed for at reducere ansvar for børn under 15 år.
Retten lagde vægt på, at A var meget ung og havde adfærds- og indlæringsvanskeligheder. Volden mod læreren var forsætlig, men lærerens PTSD og langvarige sygdomsforløb kunne alene tilregnes A som uagtsomme følger af den forsætlige handling. Højesteret tillagde desuden betydning, at A ikke realistisk kunne betale kravet inden for en overskuelig periode, og at den forurettede allerede var kompenseret via offererstatningsordningen.
På den baggrund bortfaldt statens regreskrav fuldt ud, og moderens hæftelsesansvar ophørte tilsvarende. Landsrettens resultat blev stadfæstet. Læs Højesterets dom på domstol.dk. Se også afgørelserne i landsretten og byretten.