Højesteret afviste at tillægge anklagemyndighedens ansøgning til Procesbevillingsnævnet opsættende virkning i en udleveringssag, hvor landsretten havde nægtet udlevering til strafforfølgning i Ukraine og løsladt T. Efter retsplejeloven § 969, stk. 2, medfører kære ikke automatisk udsættelse af fuldbyrdelsen.
Retsplejelovens ramme
Højesteret fastslog, at princippet i § 969, stk. 2, efter praksis kan anvendes analogt på ansøgninger om kæretilladelse til Procesbevillingsnævnet, også når anmodningen fremsættes af anklagemyndigheden. Opsættende virkning forudsætter imidlertid, at der foreligger en beslutning, hvis fuldbyrdelse kan udsættes.
I den konkrete sag indebar landsrettens kendelse et afslag på udlevering. Der var derfor ingen fuldbyrdelse at sætte i bero. At T som følge heraf blev løsladt, ændrede ikke vurderingen, da løsladelsen var en afledt konsekvens og ikke en selvstændig fuldbyrdelsesbeslutning, der kunne suspenderes.
Interesseret i forvaltningsret? Deltag i Forvaltningskonferencen 2026
Læs mere her →Praktiske implikationer
Afgørelsen indskrænker muligheden for at opnå varetægtsfængsling alene via opsættende virkning, når en udlevering er nægtet. Ønskes frihedsberøvelse under Procesbevillingsnævnets behandling, må der peges på særskilt hjemmel og konkrete betingelser for tvangsmiddelanvendelse.
For praktikere understreger kendelsen, at opsættende virkning er et ekseptionelt retsmiddel, der fordrer et fuldbyrdelsesegnet element i den påkærede afgørelse. Kendelsen kan læses i sin helhed på domstolenes hjemmeside: Sag 70/2024.
