Højesteret har stadfæstet udvisning af en polsk EU-borger dømt for besiddelse af ca. 2,2 kg amfetamin med henblik på videresalg og skærpet sanktionen til indrejseforbud for bestandig. Spørgsmålet for Højesteret angik alene udvisningen.
Efter EU-retten kan en EU-borger kun udvises, hvis den pågældendes personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse. Højesteret lagde vægt på, at der var tale om alvorlig og ikke tilfældig narkotikakriminalitet og kvalificerede forholdet som en særlig alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed. Kravet om en konkret og individuel vurdering var opfyldt.
Proportionaliteten blev afvejet over for den dømtes stærke tilknytning til Danmark samt hensynene bag EU-Charterets artikel 7 og EMRK artikel 8. Indgrebet blev ikke anset for uproportionalt, idet der forelå ekstraordinære omstændigheder, som gjorde udvisning bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed.
Varigheden blev fastsat til for bestandig. Højesteret bemærkede, at indrejseforbuddet kan ophæves, hvis den personlige adfærd ikke længere udgør en sådan trussel. Læs Højesterets dom her: Sag 71/2025 (pdf). Se også byrets- og landsretsdomme i Domsdatabasen: Byret og Landsret.