Folketinget har vedtaget en ændring af CVR-loven, der markant begrænser den åbne adgang til oplysninger om reelle ejere i CVR. Tiltaget skal styrke privatlivsbeskyttelsen for kapitalejere og får betydning for due diligence, presseindsigt og civilsamfundets kontrol.
Adgangen afgrænses herefter til tre grupper:
- Kompetente myndigheder og Hvidvasksekretariatet.
- Forpligtede enheder, når de udfører kundekendskabsprocedurer.
- Fysiske eller juridiske personer med legitim interesse i forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask, de underliggende lovovertrædelser og terrorfinansiering.
Adgang kræver MitID-login og en tro og love-erklæring om hjemmel; herefter udsteder Erhvervsstyrelsen et certifikat med gyldighed i tre år. Begrebet legitim interesse er ikke udtømmende defineret og beror på en konkret vurdering; professionelle rådgivere kan typisk dokumentere behov i tilknytning til en konkret sag.
Løsningen bygger på straksadgang og efterfølgende kontrol. Erhvervsstyrelsen kan afslå eller tilbagekalde adgang, hvis betingelserne ikke er opfyldt. Uberettiget videregivelse af ejeroplysninger kan medføre bøde ved forsæt eller grov uagtsomhed. Ændringerne træder i kraft 1. september 2025.