Forældelsesloven: 3-årig ordinær og 30-årig absolut frist
Forældelse af erstatningskrav ved personskade følger hovedreglen i forældelsesloven fra 2008: En 3-årig ordinær frist regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte får kendskab til skaden og den ansvarlige, mens en 30-årig absolut frist regnes fra selve skadesdagen. Den ordinære frist kan suspenderes, hvis kendskab først opnås senere.
Den absolutte frist løber derimod uafhængigt af kendskab og kan som udgangspunkt ikke suspenderes. Konsekvensen er, at et krav kan være rettidigt efter den ordinære frist, men alligevel bortfalde, hvis den absolutte frist er udløbet.
Gammel ret og overgangsbestemmelser til 2008-loven
Det er som udgangspunkt reglerne på skadestidspunktet, der afgør, om et krav er forældet. For ældre skader kan de tidligere regler finde anvendelse, hvor den ordinære frist var 5 år, og den absolutte frist 20 år efter 1908-loven og Danske Lov 5-14-4.
For krav, der ikke var forældede pr. 01.01.2008, indeholder den nuværende lov overgangsregler. Disse kan medføre, at kravet fremover er underlagt den 30-årige absolutte frist, selv om skaden er sket før ikrafttrædelsen.
Særlige frister og snævre undtagelser ved personskade
Højesteret har i en enkelt sag accepteret suspension af den absolutte frist, men kun i helt ekstraordinære personskadesager, hvor der slet ikke viser sig følger inden udløbet af fristen. Der er således tale om en meget snæver undtagelse.
Patient- og arbejdsskader er reguleret af specialregler med selvstændige anmeldelses- og forældelsesfrister, der ofte er kortere end de almindelige. For at undgå retsfortabelse bør krav anmeldes hurtigt og i overensstemmelse med de særlige procedurer.
