Ansvarsplacering og kvalitet
Den grønne omstilling driver en stigende anvendelse af genbrugsmaterialer i byggeriet, men juridisk indebærer det særlige risici. Efter AB-reglerne findes ingen særregel for materialemangler ved genanvendte produkter. Udgangspunktet er, at materialer i entreprisen skal være af sædvanlig god kvalitet, medmindre parterne aftaler andet.
Mangelsbedømmelsen knytter sig både til materialets egnethed og til, hvem der valgte materialet. Er genbrugsmaterialet uegnet til formålet, bærer bygherren normalt risikoen, hvis brugen er foreskrevet; er det entreprenørens valg, påhviler ansvaret typisk entreprenøren. Parterne bør derfor tidligt præcisere kvalitet, sorteringskriterier og dokumentationskrav.
Praksis: to kendelser
KfE 2000.175 VBA vedrørte renovering af et kirketårn, hvor parterne havde aftalt i videst muligt omfang at genbruge eksisterende skiferplader og fastlagt kassationskriterier. Trods kritik af udførelsen blev entreprenøren frifundet, fordi han havde fulgt bygherrens forskrifter; ydelsen svarede dermed til det aftalte.
I TBB 2023.749 VBA fremgik det af udbudsmaterialet, at totalentreprenøren alene var opfordret til at overveje genbrugstegl, og entreprenøren traf selv valget. Efter aflevering opstod mangler blandt andet som følge af utilstrækkelig frasortering af fugtbelastede sten. Voldgiftsretten fandt, at entreprisen var mangelfuld, og placerede ansvaret hos entreprenøren.
Kontraktuelle greb og anbefalinger
Kendelserne viser, at anvendelse af genbrugsmaterialer ikke ændrer mangelsnormen, men skærper behovet for klare aftaler om materialeegenskaber og proces. I kontrakten kan bygherren med fordel angive, hvad der udgør rigtig ydelse, herunder målbare krav til kvalitet og sortering, og samtidig afklare projekterings- og kontrolansvar.
For at styre risikoen kan parterne overveje følgende aftalepunkter, som bør beskrives konkret:
- specifik regulering af ansvaret for brug af genbrugsmaterialer
- øgede krav til kvalitetssikringsmateriale
- skærpet og målrettet tilsyn for relevante arbejder
Tunge vilkår og ansvarsfraskrivelser vil ofte påvirke pris og risikotillæg. En balanceret risikodeling, eksempelvis via fordelingsnøgler eller særskilte prøvnings- og sorteringsprocedurer, kan begrænse uforudsete omkostninger. Entreprenører bør tidligt identificere byggetekniske risici, stille afklarende spørgsmål til udbudsgrundlaget og tage nødvendige forbehold, mens bygherrer bør sikre proportionale krav og realistiske kontrolmekanismer. Den praktiske hovedlære er klar: fastlæg valgkompetence, dokumentationsniveau og kontrolspor fra start, og vær eksplicit om kvalitet og ansvar ved genbrug.
