Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at opretholde varetægtsfængsling med henvisning til risiko for påvirkning af vidner, efter at bevisførelsen var gennemført og sagen alene afventede strafudmåling. Kravet om “bestemte grunde” i retsplejeloven § 762 var ikke opfyldt på hverken tidspunktet for udsættelsen af hovedforhandlingen eller senere, hvor skyldspørgsmålet var afgjort.
Byretten havde ved flere kendelser forlænget varetægten med henvisning til vidnepåvirkning, selv efter skyldkendelsen. Højesteret fandt imidlertid, at fortsat fængsling den senere dato kunne ske af hensyn til retsfølelsen, idet forholdenes grovhed og karakter gjorde løsladelse utilbørlig efter retsplejeloven § 762, stk. 2. Afgørelsen tydeliggør sondringen mellem bevisforstyrrelsesfare og fængsling af hensyn til retsfølelsen.
Den underliggende straffesag blev indledt med hovedforhandling i byretten, efterfulgt af skyldkendelse og senere strafudmåling til fængsel i 1 år og 3 måneder. Højesterets kendelse præciserer rammerne for proportionalitet og retssikkerhed ved fortsat frihedsberøvelse efter skyldkendelse. Læs kendelsen på domstol.dk: Sag 86/2022 og 100/2022.
