Retten kan afskære parter fra at forelægge en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring for skønsmanden, selv om erklæringen er indhentet før sagens anlæg. En kendelse fra Retten i Glostrup fastslår, at hensynet til skønsmandens uvildighed kan begrunde afskæring, når erklæringen indeholder vurderinger og konklusioner, der risikerer at påvirke skønsmandens egne iagttagelser.
Retsgrundlag og afgrænsning
Efter retsplejeloven § 341 a, stk. 1, kan tekniske erklæringer indhentet før sagsanlæg normalt fremlægges som bevis. Dette gælder dog ikke automatisk over for skønsmanden. § 197 regulerer spørgsmål til skønsmanden og giver retten hjemmel til at afvise spørgsmål, der er ledende, uforholdsmæssige eller forudsætter juridiske vurderinger, som tilkommer retten.
Skellet er centralt: En erklæring kan være egnet som bevis i sagen, men samtidig uegnet at forelægge for skønsmanden, hvis dens indhold reelt fungerer som en skønserklæring og dermed kan forudindstille skønsmanden. Det afgørende er risikoen for utilbørlig påvirkning og behovet for, at skønsmanden foretager en selvstændig, uvildig teknisk vurdering.
Kendelsen fra Retten i Glostrup
Sagen udsprang af et byggeri, hvor bygherre havde indhentet en teknisk erklæring forud for sagsanlæg og herefter anmodede om syn og skøn. I skønstemaet blev skønsmanden bedt om at besvare spørgsmål med udgangspunkt i den tidligere erklæring, som var udarbejdet af en ingeniør og en beskikket byggesagkyndig. Entreprenøren protesterede med henvisning til erklæringens autoritative præg og risikoen for påvirkning.
Retten lagde vægt på, at erklæringen rummede detaljerede konstateringer og vurderinger af mangelforhold, som det er skønsmandens opgave selvstændigt at foretage. Retten sidestillede indholdet med en skønserklæring og fandt, at forelæggelse ville indebære utilbørlig påvirkning efter § 197, stk. 2. Erklæringen måtte derfor ikke udleveres til skønsmanden, og skønstemaet skulle omformuleres uden direkte henvisninger.
Perspektiver og praksis
Afgørelsen flugter med voldgiftspraksis, hvor tilsvarende ensidigt indhentede erklæringer ofte afskæres over for skønsmanden, når de fremstår autoritative eller konkluderende. Praksis tydeliggør, at tidspunktet for indhentelsen ikke er afgørende alene; indhold, opbygning og tone vejer tungt.
For rådgivere og parter betyder det, at processtrategien bør adskille bevisfremlæggelse i sagen fra materialet til skønsmanden. Ensidige erklæringer kan fortsat have værdi som partsbevis, men skønsmandens beslutningsgrundlag bør være neutralt og egenproduceret gennem besigtigelse og svar på balancerede spørgsmål.
Ved udarbejdelse af skønstema kan følgende minimere risikoen for afskæring:
- Formulér åbne, teknisk neutrale spørgsmål uden henvisning til partsindhentede konklusioner.
- Undgå autoritative citater eller referater, der kan erstatte skønsmandens egen vurdering.
- Fokuser på faktiske observationer og funktionskrav fremfor vurderende præmisser.
