Højesteret har fastslået, at en inkassoskrivelse ikke anses for korrekt fremsendt, hvis den sendes til en tidligere adresse, når kreditor ved, at skyldner er fraflyttet og ikke har registreret en ny adresse i folkeregisteret. Følgen var, at fogedrettens afvisning af betalingspåkravet var berettiget. Afgørelsen understreger, at formålet med inkassoskrivelsen – at give skyldner en reel mulighed for at betale eller bestride – kun opfyldes, når fremsendelsen sker til en kontaktkanal, som med rimelighed sikrer modtagelse.
Retsgrundlag og forudgående krav
Inden et betalingspåkrav kan indgives, skal kreditor opfylde en række formelle betingelser efter inkassoloven. Skyldner skal først rykkes og gives en rimelig betalingsfrist på mindst 10 dage. Når kravet overgives til inkasso, skal en særskilt inkassoskrivelse sendes med endnu en frist på mindst 10 dage.
Inkassoskrivelsen skal indeholde de oplysninger, der gør kravet identificerbart og efterprøveligt for skyldner – herunder grundlaget for kravet, opgørelse af hovedstol og renter samt betalingsfrist. Disse krav har til formål at sætte skyldner i stand til at vurdere, om kravet kan anerkendes eller bestrides.
De materielle og processuelle forudsætninger kan sammenfattes således:
- Der skal være sendt en rykker med fyldestgørende oplysninger og rimelig frist.
- Efter overgivelse til inkasso skal der sendes en inkassoskrivelse med ny frist.
- Skrivelserne skal indeholde en klar og dokumenteret opgørelse af kravet.
- Fremsendelsen skal ske på en måde, der faktisk bringer skrivelsen til skyldners registrerede kontaktpunkt.
Dommen og dens rækkevidde
I dommen U2025.1777H afviste Højesteret argumentet om, at efterfølgende underretning fra retten kunne afbøde en mangelfuld fremsendelse. Retten lagde vægt på forarbejdernes udgangspunkt: En inkassoskrivelse anses for fremkommet, når den er sendt til den adresse, der er registreret i folkeregisteret. Var der ingen registreret adresse, og var kreditor bekendt med fraflytning, var kravet om korrekt fremsendelse ikke opfyldt.
Afgørelsen bekræfter en restriktiv praksis ved fogedretterne. Selv når det i praksis er vanskeligt at lokalisere skyldner, fritager det ikke kreditor for at dokumentere, at fremsendelsen skete til et gyldigt og aktuelt kontaktpunkt. Manglende overholdelse medfører afvisning – med tidsmæssige og økonomiske konsekvenser for kreditor.
Praktiske konsekvenser og anbefalinger
Afvises et betalingspåkrav på grund af formelle mangler, går retsafgiften typisk tabt, og sagens gennemløbstid forlænges. Afgørelsen viser, at risikoen bæres af kreditor, også hvor skyldner undlader at opdatere sin adresse.
For at reducere risikoen bør kreditor allerede ved etablering af kundeforholdet indhente og vedligeholde flere kontaktoplysninger end en fysisk adresse – særligt e-mail og telefon. Inkassoloven kræver ikke fysisk brev, og korrekt dokumenteret elektronisk fremsendelse kan derfor være tilstrækkelig. Derudover bør kreditor systematisk dokumentere alle fremsendelser og løbende kontrollere registreringsoplysninger i relevante registre.
I praksis kan en robust inkassoproces bygges op omkring standardiserede skabeloner, klare frister, sporbar kommunikation og interne tjeklister for indholdskrav. Ved tvivl om fremsendelseskanal eller dokumentation bør sagen kvalificeres, før betalingspåkrav indgives. En lille procesfejl kan udhule retsstillingen, forsinke inddrivelsen og fordyre sagen.
