Københavns Byret har i dom af 7. januar 2025 fastslået, at en tinglyst hjemfaldsdeklaration fra 1959 var gyldig, og at kommunen kunne tilbagekøbe to ejendomme til den forudbestemte pris på 1,2 mio. kr. Retten afviste samtlige indsigelser fra ejeren, og kommunen fik medhold. Sagen er anket til Østre Landsret.
Gyldighed og forvaltningsretlige anbringender
Retten slog fast, at aftalelovens § 36 ikke i sig selv spærrer for håndhævelse af hjemfaldsdeklarationer. Et væsentligt misforhold mellem tilbagekøbspris og markedsværdi er ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte en tinglyst tilbagekøbsklausul, når vilkåret har været klart og offentliggjort ved tinglysning.
Endvidere fandt retten, at kommunen lovligt kunne lægge både økonomiske og almene hensyn til grund ved beslutningen om tilbagekøb. At kommunen opnår en økonomisk fordel udgør ikke finansiel magtfordrejning. Heller ikke synspunkter om berettigede forventninger eller påberåbt konflikt med lov om boligbyggeri førte til tilsidesættelse.
Frikøb og udskydelse
I en tidligere dom af 3. marts 2022 godkendte samme byret en midlertidig kommunal ordning, der ændrede metoden for beregning af frikøbs- og udskydelsesbeløb og dermed forhøjede prisen. Ordningen blev anset for saglig og lovlig, bl.a. fordi den skulle sikre økonomisk forsvarlighed. Frikøbsbeløbet måtte afspejle den reelle værdi af deklarationen, forstået som nutidsværdien af forskellen mellem forventet markedspris ved hjemfaldstidspunktet og den aftalte tilbagekøbspris.
Samlet peger retspraksis på, at tinglyste hjemfaldsdeklarationer som udgangspunkt kan håndhæves, og at kommuner inden for legalitets- og saglighedskravene kan justere beregningsmetoder for frikøb og udskydelse med fremadrettet virkning. Ejendomsejere bør derfor tidligt vurdere tinglyste vilkår, prisrisici og muligheder for frikøb. Begge sager er anket til Østre Landsret, hvilket kan give yderligere afklaring.
