Højesteret fastslår, at observationsrapporter med foto- og videomateriale ikke er skriftlige parts- eller vidneerklæringer efter retsplejeloven § 297. Materialet kan derfor fremlægges i civile sager, herunder arbejdsskadesager, uden forudgående tilladelse, når indholdet primært er faktuelt.
Kendelsens hovedpunkt
Sagen angik en tvist mellem et forsikringsselskab og Ankestyrelsen om anerkendelse af skader efter et færdselsuheld under arbejde. Forsikringsselskabet ønskede at fremlægge observationsrapporter udarbejdet efter sagsanlæg. Modsat by- og landsretten tillod Højesteret fremlæggelsen.
Højesteret lagde vægt på, at rapporterne udsprang af fysisk observation i det offentlige rum og bestod af samtidige notater om personens adfærd og aktiviteter. Da materialet ikke bar præg af erklæringskarakter eller subjektive vurderinger, faldt det uden for § 297’s ordning om skriftlige erklæringer.
Praksis og implikationer
Kendelsen bekræfter vide rammer for bevisførelse i civile sager: Parter kan som udgangspunkt fremlægge egne interne rapporter, når de overvejende indeholder objektive, dokumenterede kendsgerninger. Afgørelsen flugter med Højesterets praksis, herunder U 2023 1563 H, hvor e-mails og et telefonnotat ligeledes blev anset for fremlæggelige.
Praktisk bør parter sikre, at observationsmateriale holdes deskriptivt og dokumenterende. Jo mere indholdet nærmer sig en egentlig forklarende eller vurderende fremstilling, desto større risiko for, at materialet kvalificeres som en skriftlig erklæring omfattet af § 297. Kendelsen har betydning for bevisstrategi i arbejdsskadesager og bredere civilproces, særligt for forsikringsselskaber og myndigheder.
