Retsplejelovens § 920: Afvisning og undtagelse
Højesteret har ophævet landsrettens afvisning af en udmålingsanke efter retsplejeloven § 920, stk. 2, og hjemvist sagen til realitetsbehandling. Domstolen lagde til grund, at tiltaltes forsinkelse til hovedforhandlingen ikke var lovligt forfald, og at landsretten ikke kunne kritiseres for at træffe afgørelse uden at afvente hans mulige fremmøde kort efter berammelsestidspunktet.
Spørgsmålet var, om sagen undtagelsesvis skulle fremmes i tiltaltes fravær. Bestemmelsen administreres restriktivt, men kan anvendes, hvis retssikkerhedshensyn taler afgørende for behandling trods udeblivelse, eksempelvis ved åbenbart urigtig afgørelse eller væsentlige mangler i grundlaget for strafudmålingen.
Sagens særlige omstændigheder
Sagen var i byretten gennemført som tilståelsessag. Der forelå hverken retsbogsgengivelse eller lydoptagelse af tiltaltes forklaring, og dommeren havde ikke notater, som kunne belyse forklaringen. Dermed manglede landsretten centrale oplysninger ved vurderingen af strafudmålingen.
Til brug for ankesagen var der udarbejdet en personundersøgelse efter § 808, som angav, at tiltalte var egnet til hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Forsvareren begærede derfor, at anken blev fremmet i fravær.
Konsekvenser
Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at det var nødvendigt at fremme sagen i fravær, hvorfor landsrettens afvisningskendelse blev ophævet og sagen hjemvist til realitetsbehandling. Landsretten skal nu tage stilling til udmålingsanken og statsadvokatens kontraanke på et oplyst grundlag.
Afgørelsen præciserer, at selv uden lovligt forfald kan undtagelsen i § 920, stk. 2, finde anvendelse, når væsentlige oplysninger mangler fra første instans, eller når nye oplysninger om strafegnethed er centrale for den korrekte strafudmåling.
