Højesteret satte en markant grænse for sagsomkostninger i straffesager: T1 skulle ikke bære hele regningen på 314.000 kr. + moms fra byretten, men kun 100.000 kr. + moms. Begrundelsen var, at fuldt omkostningsansvar stod i åbenbart misforhold til den skyld, som endeligt blev lagt til grund. Afgørelsen drejer sig om anvendelsen af retsplejelovens § 1008, især stk. 1 (udgangspunktet) og stk. 4 (begrænsning ved misforhold). Landsretten havde ellers stadfæstet byrettens omkostningsafgørelse.
Hvad betyder dette i praksis?
Udgangspunktet i § 1008, stk. 1, er klart: Den domfældte skal erstatte de nødvendige udgifter til sagens behandling i byretten, herunder forsvarerbistand. Højesteret fastslog også, at T1’s forsvarersalær var nødvendigt. Men § 1008, stk. 4, giver mulighed for at begrænse ansvaret, når fuld betaling vil stå i åbenbart misforhold til skyldsgrundlaget. Afgørelsen betyder, at domstolene kan kalibrere omkostningsbyrden, hvis domfældelsen indsnævres betydeligt under anke.
I byretten blev T1 idømt 10 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191 ved besiddelse af 14 kilo kokain, men i Østre Landsret endte han med 10 måneders fængsel for salg af 100 gram kokain og frifindelse for resten – også for § 192 a. På den baggrund justerede Højesteret omkostningsansvaret til 100.000 kr. + moms, og statskassen dækker resten. Læs hele sagen: Læs hele kendelsen i sag 98/2024 (pdf).
- Udgangspunkt: domfældte erstatter nødvendige udgifter, § 1008, stk. 1
- Undtagelse: åbenbart misforhold kan begrænse ansvar, § 1008, stk. 4
- Resultat: T1 betaler 100.000 kr. + moms; statskassen resten
