Højesteret har fastslået, at en tilskadekommen skulle tilbagebetale løbende erhvervsevnetabserstatning modtaget i en periode, hvor han samtidig fik fuld løn. Kravet blev hjemlet i arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, der giver adgang til tilbagebetaling, når ydelser er modtaget mod bedre vidende. Det er ikke en betingelse, at underretningspligten er tilsidesat.
Retligt grundlag og præmisser
§ 40 a, stk. 1, nr. 1-2, omfatter tilfælde med urigtige eller undladte oplysninger, mens nr. 3 anvendes, når ydelser i øvrigt er modtaget uberettiget. Forarbejderne fremhæver, at bestemmelsen kan bruges, hvis erhvervsforhold ændrer sig, så en løbende erstatning burde nedsættes eller bortfalde. Mod bedre vidende omfatter både faktisk indsigt og en betydelig grad af uagtsomhed.
I den konkrete sag lagde Højesteret vægt på, at samtidig fuld løn og erstatning udgjorde en åbenbar dobbeltdækning, som tilskadekomne måtte indse eller i hvert fald groft uagtsomt ikke reagerede på. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf tilbagebetalingsafgørelse, som Ankestyrelsen stadfæstede, og byret og landsret var nået til samme resultat. Den konkrete vurdering følger de kriterier, der er udmøntet i Ankestyrelsens principmeddelelse 13-20.
Dommen kan læses på domstol.dk. Landsrettens dom findes i Domsdatabasen, og byrettens dom findes i Domsdatabasen.
