Klagenævnet for Udbud fastslog i en kendelse af 24. april, at en vindende tilbudsgiver havde retlig interesse i at klage over ordregivers gentagne brug af hasteprocedure. Nævnet fandt, at ordregiver uberettiget havde reduceret tilbudsfristen til de minimale 15 dage uden tilstrækkelig begrundelse, i strid med udbudslovens § 57, stk. 1, og principperne i § 2. Annullation blev dog ikke gennemført, da klageren fastholdt sine tilbud og søgte en afklaring af rammerne for accelererede forløb.
Klageberettigelse for vindende tilbudsgiver
Ordregiver gjorde gældende, at den vindende tilbudsgiver ikke havde retlig interesse, og at klagen reelt var et forsøg på at slippe ud af egne tilbud. Klagenævnet afviste dette. Retlig interesse kræver ikke dokumenteret økonomisk tab, og der var ikke holdepunkter for, at klagen havde illoyalt formål.
Nævnet lagde vægt på, at spørgsmål om brugen af hasteproceduren var rejst under udbuddene, og at udfaldet af klagerne havde betydning for den retlige stilling – også for en vinder. Det understreger, at adgang til administrativ prøvelse ikke er forbeholdt tabende tilbudsgivere.
Hasteprocedure og bevisbyrde
Klagenævnet konstaterede, at ordregiver ikke havde begrundet valg af en 15-dages frist, og at den anførte årsag – begrænset oplagsplads – ikke kunne bære gentagne accelererede udbud med kort mellemrum. Selv hvis et akut behov tidligere kunne have berettiget en forkortelse, kan samme begrundelse ikke automatisk genbruges.
Nævnet fremhævede, at § 57, stk. 5, er en undtagelsesbestemmelse, hvor ordregiver i realiteten bærer bevisbyrden for, at betingelserne er opfyldt. For at anvende hasteproceduren skal følgende normalt være opfyldt:
- Der foreligger uforudsete begivenheder, som ordregiver ikke selv er skyld i.
- Begivenheden gør det umuligt at overholde de almindelige minimumsfrister.
- Fristforkortelsen er proportional og konkret begrundet.
Konsekvenser for praksis
Selvom overtrædelserne blev konstateret, afslog Klagenævnet annullation, da klageren udtrykkeligt ville opretholde sine tilbud. Kendelsen illustrerer en pragmatisk afvejning mellem retlige principper og hensynet til fremdrift i udbudsprocessen.
For ordregivere skærper afgørelsen kravet om dokumentation for akutte forhold og om nøje begrundelse for længden af enhver forkortet frist. For tilbudsgivere viser sagen, at også vindere kan være klageberettigede ved principielle fejl i processen. Kendelsen kan læses her.
