SFDR 2.0 skærper rammen og ændrer fokus
EU-Kommissionen foreslår en gennemgribende revision af SFDR for at gøre reglerne enklere og mere brugbare, samtidig med at greenwashing bekæmpes. Udkastet flytter tyngden fra et rent oplysningsregime til et egentligt produktkategoriseringssystem med bindende minimumskrav.
Forslaget vil kræve betydelige omstillinger og omkostninger for mange aktører, og der lægges ikke op til overgangsperioder. Samtidig forenkles skabeloner og præsentationskrav for at styrke gennemsigtigheden for slutinvestorer.
Nye produktkategorier og bindende krav
De eksisterende artikel 8- og 9-kategorier udfases og erstattes af tre nye produktkategorier: produkter med transitionelt bæredygtighedsformål (art. 7), produkter der integrerer bæredygtighed ud over traditionel risikostyring (art. 8) samt produkter med egentligt bæredygtighedsformål (art. 9).
Alle tre kategorier får skærpede rammer, bl.a. minimumsinvesteringskrav på en væsentlig andel af porteføljen, obligatoriske eksklusionskriterier såsom visse fossile aktiviteter og en afgrænset liste over tilladte investeringstyper. Kategorinavne og detaljer fastlægges i kommende delegerede retsakter.
Oplysninger forenkles, PAI afskaffes og øvrige tiltag
De prækontraktuelle og periodiske skemaer nedkortes til højst to sider, og udbydere kan henvise til supplerende dokumenter på hjemmesiden. Kommissionen vil standardisere præsentationen for at sikre sammenlignelighed. AIF’er udbudt udelukkende til professionelle investorer kan vælge at stå uden for reglerne, og lukkede fonde etableret før ikrafttræden kan fravælge dækning.
PAI-regimet ophæves, herunder krav om ”comply or explain”. Oplysninger om EU-taksonomien gøres frivillige, kravet om bæredygtighed i aflønning fjernes, og investeringsrådgivning tages ud af anvendelsesområdet. Der strammes på brugen af bæredygtighedstermer i markedsføring, og brug af data og skøn skal fremover være formaliseret og dokumenteret.
Finansielle aktører kan allerede nu prioritere tre forberedende skridt:
- Screen produkter for at kortlægge fremtidige oplysningsforpligtelser og kategori-tilhørsforhold.
- Opdatér hjemmesider, prækontraktuelle dokumenter, periodiske rapporter og relevante politikker.
- Revider frivillige oplysninger og fastlæg datagrundlag samt dokumentation af skøn.
Forslaget behandles nu i Rådet og Europa-Parlamentet og træder først i kraft, når processen er afsluttet. Aktørerne bør følge udmøntningen i delegerede retsakter tæt for at planlægge implementeringen.